Madmarkeder bliver en frivillig kæde

Fødevarekonceptet MadMarked kommer til at fortsætte. Ejerne af de nuværende tre MadMarked vil om kort tid sætte sig sammen for at etablere et selskab, der skal danne rammen om MadMarked som en frivillig butikskæde.
Konceptet har i de seneste uger været i voldsomt uvejr, efter at det kom frem, at moderselskabets adm. direktør havde fusket med regnskaberne. Afsløringen af svindlen har ført til, at direktøren blev fyret på gråt papir og efterfølgende har meldt sig til politiet, at to butikker i Præstø og Store Heddinge er lukket, og at moderselskabet, MadMarked A/S, er under konkursbehandling.
Levedygtigt koncept
Men MadMarkedkonceptet vil fortsætte, fastslår Peder Harboe over for Dansk Handelsblad.
Peder Harboe ejer Korsør Apotek og ejer sammen med sin kone, Kirsten, Korsør MadMarked ApS, der ligesom butikkerne i Svendborg og Skovsgaard på Langeland fortsætter driften. - Det er vores tanke, at MadMarkedbutikkerne skal fortsætte. Vores butikker kører ganske udmærket. Vi åbnede i Korsør i november, og her i Korsør har vi fået en fantastisk modtagelse.
- Det er et levedygtigt koncept. Det skal naturligvis tilrettes løbende, men grundlæggende mener vi, at konceptet er rigtigt, siger Peder Harboe.
Det er ejerkredsen bag de tre fortsættende butikker, der ønsker at etablere en frivillig kæde. Kredsen består af Peder Harboe, der ejer Korsør MadMarked, og de tre ejere af butikkerne i Svendborg og på Langeland, Susanne Larsen og Mette og Sune Nystrup.
- Vi ønsker at samarbejde og drive det videre, og vi vil
gerne have flere butikker
med. Vi har fået henvendelse fra en del andre, som havde kontakt med MadMarked A/S, og som ønsker at starte en butik, siger Peder Harboe.
Frivillig kæde
Han mener, at det er mest fornuftigt at stifte et selskab, der skal stå bag den frivillige kæde, og som skal klare fælles opgaver som indkøb af varer, der ikke produceres lokalt herhjemme, konceptudvikling og uddannelse.
- Vi vil lave en frivillig kæde, og der skal vi ikke have et moderselskab, men vi skal have et selskab, der styrer det. Hver butik skal være selvstændig. Vi har ikke en kapital til at starte nye butikker, og det er også meget vigtigt, at sådanne butikker bliver drevet med et lokalt engagement. Det er det, der er bærekraften i det hele.
Han tror på, at det er muligt at udvikle MadMarked til en landsdækkende kæde, måske med 10-20 butikker.
- Jeg kunne godt tænke
mig, at vi måske bliver flere. Vi skal være flere ens de nuværende tre butikker, ellers bliver der ikke råd til at lave et fælles koncept. Men der skal ske en organisk vækst. Vi har ikke kapital til at åbne en hel masse nye butikker, så vi skal satse på, at der er ildsjæle, som vil åbne butikker i kæden, siger han.
MADMARKED-KONCEPTET
Det første MadMarked åbnede i Præstø i 2013. Snart fulgte der tilsvarende butikker op andre i fem andre byer på Sjælland og Fyn.
Drivkraften bag MadMarkedkonceptet var Birgitte Escherich, tidligere direktør og partner i Kostkompagniet og med mange års erfaring som kok og professionel gastronom. Visionen var at åbne en ny, bæredygtig og sund fødevareforsyning i Danmark. Gårdbutikker og fødevaresalg uden om de gængse supermarkeder havde allerede fået vind i sejlene, men med MadMarked ville initiativtagerne etablere et lokalt samlingssted med fokus på råvarer af høj kvalitet, store smagsoplevelser og bæredygtige produktionsforhold. Ud over et bredt udvalg af frisk grøntsager, der lige er trukket op af jorden hos lokale eller regionale producenter, omfatter sortimentet friskslagtet kød og fjerkræ, oste, pølser, røgvarer, mejeriprodukter, friskbagt brød og kage og fødevarer, som fremstilles i butikken.
Den vision ønsker ejerne af de tre MadMarked i Korsør, Svendborg og Skovsgaard at fortsætte i en frivillig kæde.

Resten af indholdet 
er kun for medlemmer.

Prøv 4 uger gratis