Maden blev lidt dyrere i april

Grøntsager blev billigere i april, mens maden generelt blev lidt dyrere. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

I april kom der igen lidt mere fart på prisstigningerne på 'fødevarer og ikke-alkoholiske' drikkevarer. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik.

På årsbasis steg fødevarepriserne i april med 1,4 pct., hvor det i marts kun var 1,0 pct. Dermed ligger prisudviklingen på fødevarerne stadig over den overordnede inflation, der også steg i april til 0,8 pct.

Isoleret set var prisfald på grøntsager i april dog med til at trække månedens prisudvikling ned, og set over det seneste år ligger fødevarepriserne fortsat under rekordniveauet fra sommeren 2017 - før de mange prisfald i kæder som Føtex, Meny og lidt senere Coops kæder.

I juli 2017 var prisindekset nået op på 104,6, hvor det i april lå i 102,9.

Håb om øget privatforbrug

Det er første gang i en længere periode, at inflationen vokser.

- Det er det højeste niveau for inflationen, vi har set i år, og første gang vi ser stigende inflation siden september sidste år. Før de nyeste tal havde vi oplevet faldende inflationen seks måneder i træk. Det har været en ret overraskende udvikling, når man tænker på, at dansk økonomi jo rent faktisk befinder sig i et opsving, lyder det i en kommentar til de nye tal fra Jonas Spendrup Meyer, som er økonom i Dansk Erhverv.

Han sammenligner inflationen med stigningerne i danskernes løn, der er noget højere med 2,2 pct. på årsbasis.

- Vores lønninger stiger altså for tiden mere end priserne på de varer, vi køber. Vores købekraft bliver dermed forbedret, hvilket giver os danskere mulighed for at øge vores forbrug. Fremgangen i reallønnen kan altså være med til at holde hånden under opsvinget i dansk økonomi som følge af øget privatforbrug, vurderer han.

DEL
Forrige artikelNemmere at finde gårdbutikker med nyt kort
Næste artikelKims henter vækst i konfekture
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.