Lille vækst i Reitans conveniencebutikker

Uno-X Gruppen taber omsætning, mens Reitan Convenience går begrænset frem i omsætning

Danske 7-Eleven eksperimenterer i øjeblikket med Deli-butikker, hvor maden er i fokus. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Reitangruppens convenience-butikker, der udover 7-Eleven i Danmark tæller kiosker og conveniencebutikker i Sverige, Norge, Finland og de Baltiske lande, er gået en lille smule frem i det regnskab, som Reitan Gruppen netop har fremlagt.

Reitan Convenience har øget sin omsætning 15,5 til 15,9 mia. norske kr., hvilket svarer til en omsætning på 13,2 mia. danske kr.

Til sammenligning er omsætningen steget med 3,7 mia. danske kroner i Reitangruppens Rema 1000-del.

69 pct. af Reitangruppens totalomsætning hentes i dag i Norge, mens den resterende andel hentes på de internationale markeder, hvor væksten fortsætter med at stige.

– Det er specielt glædeligt at se, at vores virksomhed stadig vokser internationalt og viser hvilken styrke, der ligger i Reitangruppens filosofi og forretningsmodel. Det giver nogle spændene fremtidsperspektiver, siger finansdirektør i Reitangruppen, Kristin Genton og fremhæver Rema 1000 i Danmark, hvor væksten ifølge Kristin Genton har gjort Rema 1000 til den næststørste dagligvarekæde, og hvor Reitangruppen forventer endnu større markedsandel de kommende år.

Uno-X-gruppen, der i Danmark har en række ubetjente Uno-X-stationer samt en række Bonus-stationer med en tilknyttet butik, har til gengæld oplevet en tilbagegang i det forløbne år.