Lille prisstigning på fødevarer

Samlet er priserne på fødevarer steget 0,9 pct. på et år, viser tal fra Danmarks Statistik. Særligt mælk og olivenolie er blevet dyrere

Mælk er blevet mere end 10 pct. dyrere for de danske husholdninger set over det seneste år. Foto: Arla

Herhjemme steg forbrugerprisindekset samlet med 0,6 pct. mål fra februar 2017 til februar i år.

Inden for dagligvarer steg fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer med 0,9 pct. i perioden, mens priserne på alkoholiske drikkevarer og tobak er blevet 1,6 pct. dyrere over det seneste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Generelt set er billedet, at priserne på tjenester er steget mere end på varer. F.eks. er restaurant- og café-besøg i snit blevet 2,2 pct. dyrere.

På fødevarer er der store forskelle på prisudviklingen indenfor de forskellige varegrupper, viser et udtræk fra Danmarks Statistik.

Mælk stiger i pris

F. eks. er prisen på frisk mælk og mælk med lavt fedtindhold steget med henholdsvis 11,3 og 12,3 procent fra februar 2017 og frem til februar 2018, mens prisen på olivenolie er steget 9,4 pct. forårsaget af en dårlig høst i især Italien og Spanien.

Omvendt er varegruppen andre spiseolier, der blandt andet dækker raps- og solsikkeolie, blevet 11,2 pct. billigere over det forgange år.

Tørrede frugter og nødder er blevet 10 pct. billigere, mens vin af andre frugter end druer er faldet med 8,2 pct., viser prisudviklingen.

Reallønsfremgang 

Prisudviklingen i Danmark betyder, at mange familier har oplevet en reallønsfremgang, fremhæver Dansk Erhverv. Her er lønnen samlet set steget med 2,2 pct. i 4. kvartal 2017 sammenlignet med 4. kvartal 2016.

– Det giver samlet gode privatøkonomiske forudsætninger for den enkelte familie, der har gode forudsætninger for fremgang i det private forbrug, lyder det i en kommentar fra økonom Kristian Skriver, Dansk Erhverv.

Ifølge erhvervsorganisationen har en almindelig familie med to voksne og to børn fået 7.500 kr. mere til rådighed det sidste år, når inflationen er trukket fra.