Landmad åbner butik i Roskilde

Den 1. november åbner Landmad, der sælger lokale fødevarer sin første franchise-butik på gågaden i Roskilde.
Målet er, at kæden skal bestå af fire til fem butikker ved årets udgang.
- Det er stort at få den første underskrift - og så med en butik på så perfekt en placering. Det er en god stor butik med plads til en café, siger Louise Dolmer, der er initiativtager og ejer af Landmad.
- Vi har arbejdet længe og grundigt med et franchisekoncept, som skal sikre, at alle - både producenterne, vi og franchisetagerne - kan tjene penge, siger hun.
Landmad startede som en gårdbutik i sammenhæng med gården, hvor Louise Dolmer bor sammen med sin mand. I efteråret 2013 indså hun, at en gårdbutik ikke kunne løbe rundt hele året. Hun flyttede butikken til Grenå og udvidede sortimentet, så butikken i dag har et bredt udsnit af dagligvarer fra lokale producenter samt specialprodukter fra landsdækkende leverandører som Naturmælk og Grambogård.
Butikken blev en succes, og Landmad kom ud af 2014 med en omsætning inklusive moms på små tre millioner kroner.
- Og det var uden webbutik og uden markedsføring og samtidig med, at butikken har været testbutik for vores koncept. Væksten i første kvartal i år ligger på 33 pct. , siger Louise Dolmer.
Vil gerne til Aarhus
Det langsigtede mål er at åbne franchisebutikker i hele landet.
- Vi har fået rigtigt mange henvendelser, og jeg tror på, at vi får åbnet yderligere tre i år. Men det er en lang proces, fra vi får en henvendelse, til en franchisetager er klar. Banker og finansieringsinstitutter er ikke lige velvilligt indstillede alle steder, ligesom ikke alle ansøgere er velegnede, og nogle ansøgere springer fra undervejs, siger Louise Dolmer, der håber, at det snart bliver muligt at åbne en butik i Aarhus.
- Vi har kontakt med en håndfuld potentielle franchisetagere i Aarhus, men vi arbejder også med muligheder andre steder i landet. Blandt andre en hel del på Sjælland, siger Louise Dolmer.
Et af principperne i konceptet er, at de lokale producenter kommer i første række og bliver eksponeret bedst. Alle leverandører har adgang til lagerstyringen for at kunne følge med i salget. Butikkerne får tilknyttet deres egen webbutik, ligesom de skal have en café, hvor kunderne kan smage nogle af butikkens produkter.

Resten af indholdet 
er kun for medlemmer.

Prøv 4 uger gratis