Kvickly udvider åbningstiden

Kvickly har fra på mandag åben kl. 8-21 alle ugens dage i størstedelen af kædens butikker

De udvidede åbningstider skal give endnu flere kunder i Kvickly. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Igennem flere år har Føtex kørt med standardåbningstiderne 8-21 alle ugens dage.

Nu følger Coops varehusekæde Kvickly trop og udvider åbningstiden med en time, så kunderne fra på mandag kan handle kl. 8-21 i varehuskæden alle ugens dage.

“Alle kan bruge en time mere, så det får du fra på mandag den 20. august”, oplyser Coop til deres 1,8 mio. medlemmer.

De udvidede åbningstider betyder 91 åbningstimer om ugen.

Vil øge omsætningen 

Det gælder dog ikke for 14 varehuse, som Coop ikke selv ejer, heriblandt varehuse i Odder, Sønderborg, Vejen, Allerød mv.

Med de udvidede åbningstider tilnærmer Kvickly sig konkurrenterne på dagligvaremarkedet i forsøget på at kapre flere kunder og hæve omsætningen.

Især Bilka og discountkæderne har udvidet deres åbningstider de senere år.

F.eks. har størstedelen af butikkerne i Rema 1000 og Netto åben mellem 98 og 110 timer om ugen, mens Bilka holder åben 6-24 hver dag.