Kvickly skal være hurtig og hyggelig

Coops nye Kvickly har fokus på fødevarer i det kun 2500 kvm. store varehus

Lige op til påske åbnede Kvickly-kæden sin nye flagskibsbutik i Broen i Esbjerg. Butikken har et salgsareal på kun 2500 kvm., hvilket ikke en gang er halvt så mange kvadratmeter, som den nu lukkede Kvickly i Esbjerg Storcenter.

I det nye koncept er der fokus på mad, hvilket kunderne oplever, allerede før de er trådt ind i selve butikken. I forområdet mødes de nemlig af Brød Cooperativet.

Afdelingen er – udover at være en bagerafdeling med eget bageri – en convenienceafdeling med et stort udbud af færdigretter, der enten kan tages med hjem og varmes, spises på farten eller indtages i en lille hyggekrog med stole og borde.

En hel del er produceret i varehusets egne produktionslokaler, men der er også mad fra Coops C-koncept samt kaffe, juice og yoghurt.

– Tidligere skulle en bager møde i bageriet midt om natten for at fylde hylderne op, inden kunderne kom. Sådan er det ikke længere. Der skal bages hele dagen, og udvalget skifter løbende fra morgen til aften, siger varehuschef Kenni Tolstrup.

Varehuschef Kenni Tolstrup. Foto: Helle-Karin Helstrand

Dejen forberedes i et bageri i baglokalet, men bagerne bager alt bag disken.

– Vores brød er lavet af surdej, for kvaliteten skal være som de bedste bageriers. I dag har alle tankstationer og discountkæderne bake off. Det skal vi kunne slå, siger han.

Mulighed for et hurtigt indkøb

Fra Brød Cooperativet går turen videre ind i selve butikken. Her fortæller et stort skilt, at kunderne kan bruge Coops Bip og Betal-app.

– Vi tager i hele det nye koncept udgangspunkt i, hvad kunderne ønsker. Nogle synes, det går hurtigere, når de selv scanner deres varer også, siger Kenni Tolstrup.

Inde i selve butikken er en cirka 300 kvm. stor, nedkølet frugt- og grøntafdeling, der både lægger plads til en lang køler med et stort udvalg af juice og en mindre køler med C-salater.

– Den nedkølede afdeling er med til at gøre varehuset effektivt. Medarbejderne skal bare lukke portene ned og skal ikke bruge tid på at køre varer ud i et kølerum. Vi vil hellere bruge personaletimerne i vores produktionsafdelinger og til at medarbejderne kan vejlede kunderne, siger formatdirektør Allan Kristoffersen.

Formatdirektør Allan Kristoffersen. Foto: Helle-Karin Helstrand

Fra frugt og grønt er der to udgange – én, der fører videre ind i varehuset – og én, der fører mod kasselinjen.

– Kunderne har travlt og vil som udgangspunkt kun bruge 15 minutter på at købe ind. Har en kunde fundet det, hun skal bruge i vores bagerafdeling og i frugt og grønt, skal hun ikke tvinges gennem hele varehuset, siger Kenni Tolstrup.

Lokal tilpasning

Efter frugt og grønt kommer kolonialvarerne, hvor to hyldefag præsenterer de mest solgte Irma-varer, mens der på andre hylder er fri-for varer.

Der er også et brødskab med varer fra butikkens bageri. En del af det hjemmebagte brød er udstillet i koksgrå kasser, der minder om ølkasser.

– Vi har i det nye koncept brugt det bedste fra både Dagli’Brugsen, SuperBrugsen og det gamle Kvickly. Fra Dagli’Brugsen har vi eksempelvis den hyggelige og rustikke stemning og de lokale varer, fortæller Allan Kristoffersen og hentyder blandt andet til, at der i ølafdelingen er et udvalg af lokale specialøl.

Efter tørkolonial skifter gulvet farve og bliver mørkere. Nu er kunden trådt ind i food-afde-lingen, hvor loftet – ligesom i frugt og grønt – er sænket med et fletværk af mørke træ-paneler, hvorfra spots spreder en svagere hyggebelysning.

– Slagter- og delikatesseafdelingen har hele 16 fag. Fra de fem kan kunderne selv tage varerne, men afdelingen er betjent hele tiden, fortæller Kenni Tolstrup om afdelingen, der byder på alt fra fisk, ost, forskellige ferske eller marinerede kødudskæringer og hjemmelavet pålæg til færdigretter og en stor salatbar, der er integreret i disken.

Bag disken er et åbent produktionslokale.

– I det nye koncept ligger også en lokal tilpasning, som det eksempelvis er, når varehuset her i Esbjerg har fersk fisk og forskellige fiskeretter, der er tilberedt i delikatessen. Det skal ikke nødvendigvis findes i alle butikkerne, siger Allan Kristoffersen.

I konkurrence med Normal og Tiger

Efter ferskvareafdelingen er nonfood, der har fået mindre plads i det nye koncept. Til gen-gæld har kunderne mulighed for at bestille varer fra Coop.dk via en tablet, der er opstillet i nonfoodafdelingen.

– Nogle kunder vil gerne handle på nettet. Det vil vi gerne give dem mulighed for, siger Kenni Tolstrup.

Tekstilafdelingerne er delt op i en herre-, dame- og børnetøjsafdeling, der minder lidt om små selvstændige butikker. Afdelingen med børnetøj er indrammet af træpaneler og har fået sit eget skilt med navnet Friends.

– Eftersom vi i et storcenter er omgivet af tøjbutikker – bl.a. H&M, er det hovedsagelig basistøj af god kvalitet vi satser på til voksne. Men vores børnetøj er med vores fokus på ansvarlighed og økologi unikt, så der skulle vi gerne vinde, siger Kenni Tolstrup.

Efter tøjet – og lige før kasselinjen – er Torvet.

Her er lige nu udstillet varer som vinglas, opbevaringsglas, vandkander og andre remedier til hus og have.

– Varerne på Torvet vil skifte hele tiden. Udvalget vil være forskellige hverdagsting i stil med det, som Tiger, Normal og Søstrene Grene sælger, siger Kenni Tolstrup.

Ved kasselinjen kan de kunder, der selv har scannet deres varer ind, gå direkte ud – uden at skulle omkring en kasseassistent – og måske en kø.

DEL
Forrige artikelHvad ville Mark, Jeff og Jack mon gøre?
Næste artikelSupermarkeder kan få del i udespisningen
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.