Kunden bliver en omnishopper

Den digitale revolution rammer fødevarebranchen og handlen med kunder, der kombinerer indkøbssted efter eget behov

2018 er begyndt, som 2017 sluttede. Der er ingen vækst i dagligvaresalget - tværtimod. Arkivfoto: John Ehbrecht

For den enkelte forbruger handler indkøbet af fødevarer om smag og dufte, farver og den liflige tilberedning. Her er det råvaren, der er i centrum.

Det ændrer dog ikke ved, at teknologien får en stadig større betydning, når fremtidens forbrugere køber fødevarer. Det er man i stigende grad opmærksomme på i den tyske fødevarebranche, der som altid har store forventninger til den kommende internationale fødevaremesse Anuga i Køln til oktober.

Danmark rangerer som nummer fem blandt Tysklands vigtigste markeder i EU, og branchen ser, at digitalisering får en voksende betydning.

– Teknologien vil sørge for, at hverdagens mad og indkøb bliver nemmere. Forbrugerne vil i fremtiden få inspiration til opskrifter gennem apps og i detailhandlen, og onlinehandel bliver stadig vigtigere inden for basisfødevarer og drikkevarer. Men i butikkerne drejer det sig dog mere om rådgivning, bekvemmelighed og nydelse, siger Franz-Martin Rausch, adm. direktør for BVLH, forbundet for den tyske fødevarehandel.

Digital revolution
Han mener, at den digitale revolution for længst har ramt fødevarebranchen og fødevarehandlen.

– Nye koncepter og styring af data forandrer marketing, salg og indkøb af fødevarer. Det gælder også produktudvikling og styring af varestrømme, pointerer Franz-Martin Rausch.

Ifølge det tyske fødevareforbund sker der betydelige ændringer hos forbrugerne.

I fremtiden vil forbrugeren, der køber fødevarer, blive en omnishopper, der kombinerer indkøbssteder efter eget behov. Hun forventer en oplevelse, der er forbundet af netværk, og hvor de fysiske butikker, onlinehandel og mobile enheder smelter sammen.

– I den nærmeste fremtid vil kunden hovedsageligt holde sig informeret om produkter via de sociale medier og på de de virtuelle markedspladser samt portaler med prissammenligninger. Det vil kunden bruge sin smartphone eller tablet til. De mobile apps bliver stadig vigtigere i forbindelse med information før og under indkøbsturen og ved markedsføring af produkter, vurderer Franz-Martin Rausch.

DEL
Forrige artikelLeverandører og indkøbere er klar til Anuga
Næste artikelNyt madmarked får tilført ny kapital
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.