Krav til politikerne: Sænk nu de afgifter

DSK og en af landets store leverandører af konfekture er enige om, at det er blevet for attraktivt for kriminelle at svindle med afgifter

Skat på en tidligere kontrolopgave. Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Ifølge dagligvarebranchen er der kun ét svar på de voksende problemer med illegal handel med slik og chokolade og svindel med afgifterne – og svaret er lavere afgifter.

Skat vil i år ændre strategi i jagten på afgiftssvindlerne og fokusere jagten på den lille, hårde kerne af svindlere, der leger kispus med Skat og dermed undgår at skulle betale bøder og afgifter.

Vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, siger:

– Cirka hver tredje virksomhed ophører med at eksistere, flytter aktiviteterne over i et nyt selskab eller lader et familiemedlem drive virksomheden videre, når Skat har udskrevet den første bøde for overtrædelse af afgiftsregler. Politikerne bør stramme loven, så en bøde som udgangspunkt følger den fysiske adresse frem for selskabet. På den måde kan de kriminelle ikke starte forfra, hver gang de lader et familiemedlem drive butikken videre.

– Og så kommer vi ikke uden om, at ”business-casen” ved at snyde simpelthen er for attraktiv i dag. Politikerne bør sænke slikafgiften, så der bliver færre penge at tjene på svindel, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Krav om nultolerance

En af landets store virksomheder inden for konfekture er DK-Konfekture i Herlev. Her mener direktør Dan Kongsted, at der skal betydeligt skrappere midler til, hvis Skat skal stoppe den stigende svindel med slikafgifter.

– Hvis Skat tror, at de med dette udspil kan dæmme op for den ulovlige trafik, tager de fejl. Disse svindlere vil altid kunne finde ”stråmænd”, der er interesserede i at få en skilling og er ligeglade med konsekvenserne. Der er kun én eneste ting, der hjælper, og det er en reel økonomisk risiko for dem som udfører den store svindel, siger Dan Kongsted og fortsætter:

– Det er en nultolerance fra Skats side. Dette kunne betyde tre ting: Konfiskering af alle varer i butikken, hvis en butik har ulovligt importerede varer, samt lukning af butikken på stedet, indtil afgiften er betalt, uanset af hvem. For det tredje opfølgende besøg med korte intervaller, hvis en bøde virkelig skulle blive betalt – hvad den formentlig kun i begrænset omfang bliver i dag.

– Må jeg opfordre til, at Skat dokumenterer, hvor stor en del af de uddelte bøder, der rent faktisk er kommet i kassen.

– Men den rigtige løsning er at sænke afgifterne til et niveau, der ikke var så fantastisk interessant som den er i dag. Svindlerne vil altid være foran myndighederne, imens vi andre naive lovlydige danske firmaer overholder reglerne og bliver pisset på, for nu at sige det på godt dansk, siger Dan Kongsted.