Konsolideringsår for foodservicegrossist

Adm. direktør Christian J. Storinggaard er ved at udvikle virksomheden til en ny vækststrategi

FoodService Danmark åbnede i 2016 en ny flagskibsbutik i cash & carry kæden S-Engros. Arkivfoto: Henrik Denman

For FoodService Danmark, der ejes af Dagrofa og er en af landets største foodservicegrossister, har 2016 været et konsolideringsår.

Adm. direktør Christian J. Storinggaard, der først på året overtog chefposten efter Henrik Clausen, er i fuld gang med at tilpasse FoodService Danmark til den nye vækststrategi.

Årsregnskabet for 2016 er på trapperne, men Dagrofa ønsker ikke at offentliggøre de nye regnskabstal før i næste uge. Koncerndirektør Per Thau har forleden meldt ud, at der er en positiv udvikling i grossistselskabet, som han betegner som en stærk og profitabel vækstmotor.

Virksomheden fik i 2015 et rekordår, hvor den øgede sin nettoomsætning med 9 pct. til 4,7 mia. kr. En væsentlig del af strategien er byggeriet af nyt logistikcenter i Ishøj, som skal åbne til oktober.

– 2016 var et konsolideringsår for FoodServiceDanmark, idet Dagrofa besluttede ikke at sælge virksomheden. Der er derfor meget mere ro på nu, og der er sket mange ting for virksomheden for at sætte fart på udviklingen med øget vækst, siger Christian J. Storinggaard.

FoodService Danmark åbnede sidste år nye butikker i cash & carry-kæden S-Engros med bl.a. en ny flagskibsbutik i Valby, og virksomheden har udvidet og effektiviseret terminalen i Middelfart.

– Vi har fået købet af Grøn Fokus og CH Interfrugt afsluttet. I forvejen har vi specialistselskaberne HKI Ost og Kødgrossisten. Vi tror på, at vi ved at have specialistselskaberne sikrer nogle kompetencer inden for fødevarer, som vi tror går tabt, hvis man lægger det hele sammen i en stor virksomhed. Men vi integrerer naturligvis de ting, der er logisk forretningsmæssigt, f.eks. inden for logistikken og administrationen, siger Christian J. Storinggaard.