Konkurrencen om dyrevelfærden fortsætter

Coop er i dag på banen med "den eneste vare, der hidtil har opnået alle fire hjerter"

Til venstre det offentlige dyrevelfærdsmærke - til højre mærket, som Coop er alene om.

I går, mandag, meldte fødevareminister Esben Lunde Larsen ud, at han i denne uge vil servere koteletter med hjerter i to supermarkeder i København.

Det sker i anledning af, at fødevareministeriet nu sender de første varer med det offentlige dyrevelfærdsmærke ud i handlen.

Men mærket er ikke alene om at fortælle, hvordan dyrene har haft det før slagtningen – og aktørerne bag to forskellige mærker konkurrerer om kundernes gunst.

Derfor kommer Coop i dag på banen for at promovere sit mærke. Det blev introduceret i efteråret, fordi Coop på grund af uenigheder ikke er med i det velfærdsmærke, som DyreværnsOrganisationernes SamarbejdsOrganisation, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd og Danske Slagtermestre, Den Danske Dyrlægeforening, Lidl og Aldi er sammen om.

Coop fortæller nu i en pressemeddelelse, at forbrugerne har taget Poppelgrisen til dig, og at produktionen derfor øges med 50 pct.

Grisen er ifølge Coop den eneste, der får alle de fire hjerter, som man kan opnå i koncernens dyrevelfærdsmærkning.

I det offentlige mærke er der kun tre trin.