Købmænd sender 360.000 kroner til Hjerteforeningen

Spar og Min Købmand kan efter en landsdækkende indsamling i december 2015 sende en stor check til Hjerteforeningen

Hver tredje selvstændige købmand har måttet dreje nøglen om i perioden 2008-2016. Foto: Dagrofa

Under en landsdækkende indsamling hos Spar og Min Købmand i december 2015 blev der samlet ind til Hjerteforeningens arbejde med at forebygge hjerte-kar-sygdomme gennem salg af hjertearmbånd.

Efter regnskabet er gjort op, kan man nu sende 360.000 kroner til Hjerteforeningen. Det er 52.000 kroner mere end ved en tilsvarende indsamling, som Dagrofa-købmændene lavede i 2014.

Hos Hjerteforeningen sætter man stor pris på indsatsen fra købmændene og deres kunder.

Vi ved, at små skridt i den rigtige retning kan have en stor betydning for bekæmpelsen af hjerte-kar-sygdomme. Lidt let motion er meget bedre end ingenting, og lidt fuldkorn er meget bedre end hvidt brød. Den flotte donation fra købmændene er et stort skridt for Hjerteforeningens arbejde og er noget vi sætter stor pris på, siger Søren Mohr, fundraisingchef i Hjerteforeningen.

Hjerteforeningen er én af Danmarks største sygdomsbekæmpende organisationer, og hvert år støtter foreningen forskning i hjerte-kar-sygdomme med cirka 25 millioner kroner. Foreningen er en privat organisation, der er afhængig af kontingenter, donationer, arv og sponsorer.