Kinesisk e-handelsgigant bag 1000 nye butikker – hver dag

Etablering af en million convenience-butikker på fem år. Det er målet for JD.com, og franchise er midlet

Foto: JD.com

Uden for Kinas grænser er JD.com er ikke helt så kendt som rivalen Alibaba. Men onlinevirksomheden omsatte sidste år for knap 56 mia. dollar, svarende til 336 mia. kr.

Det er 40 pct. mere end året før.

Nøjagtig som Alibaba har JD.com nu fuld fart på på vejen mod at blive en storspiller også i de fysiske butikker. Inside Retail Asia kan fortælle, at tempo og ambitioner er enorme, når JD.com engagerer sig med convenience-butikker overalt i det store land.

Ifølge JD.coms stifter og topchef Liu Qiandong vil man åbne 1000 butikker hver dag, og målet er intet mindre end en million butikker over fem år.

Én million! Halvdelen af det vanvittige antal skal ligge på landet i Kinas udkantsområder.

Franchisetagerne strømmer til

Der skal stå små selvstændige erhvervsdrivende bag de mange butikker, og ifølge JD. com strømmer ansøgningerne om at blive franchisetagere nu ind.

– Vi modtager 50.000 ansøgninger hver eneste dag. Ansøgerne er overvejende arbejdere, der vender tilbage til deres hjemlandsbyer og småbyer. Vores finansieringsselskab Jingdon Finance kan låne dem penge til at åbne butikker, siger Liu Qiandong ifølge Inside Retail Asia.

Ved projektets begyndelse i november åbnede der 1111 af de små butikker samme dag. Et andet JD.com-initiativ i den fysiske butiksverden er supermarkeds-konceptet 7Fresh, hvor der er åbnet en 4000 kvm. stor højteknologisk i Beijjing med et sortiment af friske fødevarer. Desuden ejer man bl.a. 10 pct. af supermarkedskæden Yonghui Superstores.

DEL
Forrige artikelHøj pris for en nuanceret holdning?
Næste artikelTobaksudspil kan koste kiosker dyrt
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.