Støjen fra bilerne, der bremser op ved Ceres-krydset i det centrale Aarhus, og larmen fra byggekranerne, der er værktøjer ved det omfattende boligbyggeri i området, overdøves med få minutters intervaller af et ”bliing”.

Det er lyden fra døren, når nye kunder kommer ind i kiosken på Circle K-stationen på Silkeborgvej 4 i Aarhus C. Og der er tiltagende mange kunder – både nat og dag. Faktisk satte stationen en fredag for nylig rekord med 1715 kunder på et døgn.

Det fortæller butikschef Kevin Mojabi, der har været leder af stationen i 11 år. Som konkurrenter i området har han blandt andet en 7-Eleven med døgnåbent og to Netto-butikker, der dog holder lukket om natten.

De første mange år var den en del af Shell-kæden, men i sommeren 2016 blev den gule Shell-skal skiftet ud med det røde og hvide Circle k-logo.

– Vi havde også døgnåbent som Shell-station, men vi skulle finde varerne og give kunden dem gennem en lille luge. I dag kommer de ind i butikken og kan gå rundt og kigge. Så køber de altid lidt ekstra, og samtidig har vi i dag cirka 250 flere kunder i en nattevagt.

Kevin Mojabi er også butikschef på stationen i Aarhus-forstaden Tilst og på én i Højbjerg. Derudover har han ind til for kort tid siden haft en station på Grenåvej i Risskov. Han er glad for sin nye arbejdsgiver, selv om han i dag har mindre at skulle have sagt. I hvert fald når det kommer til indretning, inventar og sortiment.

– I Circle K skal alle butikker følge det samme planogram, så kunderne altid ved, hvor de kan finde et bestemt stykke chokolade – lige meget i hvilken butik de kommer. Det gør det lettere for både mig og de ansatte, når alle ved, hvordan tingene skal være, siger Kevin Mojabi.

– Men det betyder ikke, at jeg ikke kan og skal gøre en forskel. For mig er det bare medarbejderne, der er det vigtigste.

De ansatte hænger på væggen

34-årige Kevin Mojabi har på stationen på Silkeborgvej 21 ansatte, hvoraf de syv er fastansatte. Han gør meget ud af rekruttering og personalepleje.

– Når jeg skal ansætte en ny medarbejder, er der ingen grænse for, hvad jeg kan finde på at spørge om. Og jeg finder hurtigt ud af, om jeg snakker med en person, der altid vil samle affald op, når han går forbi det på forpladsen eller i butikken, griner han.

Alle ansatte hænger på væggen i form af billeder i A4-størrelse.

– Det betyder helt sikkert noget for dem, at jeg har hængt billeder op af alle. Det får dem til at føle, at de er værdsat, og de er en vigtig del af stationen. De er min familie nummer to, og jeg kan godt finde på at invitere dem alle i biografen, siger butikschefen, der netop er blevet far til et par tvillinger.

– Jeg er altid parat til at hjælpe mine medarbejdere og tager mig tid til at snakke med dem, om hvordan det går. Jeg møder eksempelvis altid tidligt om morgenen, så jeg kan nå at snakke med nattevagterne. Måske er der noget, vi kan gøre om dagen, der gør natten lettere for dem, siger butikschefen.

Han er overbevist om, at den omsorg, han viser sine medarbejdere, smitter af på deres måde at behandle kunderne på.

– Du kan selv se, at når jeg smiler til dig, så smiler du tilbage, siger han med et stort og smittende smil.

– Men de skal selvfølgelig også yde noget. Jeg skælder bare ikke ud, men jeg kommer med konstruktiv kritik til, hvad de kan gøre bedre, hvis noget ikke er i orden. Og så arrangerer jeg konkurrencer for at belønne deres gode arbejdsindsats. Det giver præmier til dem, der klarer sig bedst på mersalg.

På fornavn med kunderne

Omkring stationen er mange boliger og flere er på vej. Teknisk Skole og Aarhus Gymnasium har også adresse i nærheden, og begge dele betyder kunder i butikken.

– Mange af vores kunder, kan jeg genkende, fordi de kommer her tit, og hører jeg deres navn blive nævnt, tiltaler jeg dem ved navn, næste gang de kommer. Det er med til at skabe en relation og får dem til at føle, at de er velkomne. Køber de det samme hver gang, spørger jeg, om de skal have ”det sædvanlige”. Da en ældre kunde blev enke, tilbød jeg faktisk at levere varer til hende, hvis hun fik brug for det. Jeg har et par gange været ovre med mælk til hende. Hun bor lige ved siden af, fortæller Kevin Mojabi.

En anden af hans kæpheste er orden og renlighed.

– Hver femte minut kommer en kunde for at låne nøglen til toilettet. Der skal hele tiden være rent og pænt, og det skal der også være på forpladsen og i butikken. Vi sælger jo mad, og hvad tænker kunderne ikke om vores hygiejne, hvis butik og forplads ikke er rent? Vi har rutineskemaer, som alle skal følge for at sikre, at der er fyldt op, og vi hele tiden har alle varer på hylderne. Går en af os udenfor, tjekker man også lige toilet og forplads, siger butikschefen.

Madsalget er øget med 50 pct.

Da stationen var en del af Shell-kæden, var han med i ledergruppen hos en forpagter, der havde 10 Shell-stationer, samtidig med at han var daglig leder af stationen på Silkeborgvej.

– En af grundene til, at vi har fremgang, er, at vi har fået et betydeligt større udvalg af madvarer. Eksempelvis har burgere og smoothies været med til at fremme tilvæksten af kunder, og vi har fået fat i en ny målgruppe, siger butikschefen.

Salget af mad er steget med 50 pct. siden sommeren 2017. Circle K byder blandt andet på syv forskellige slags hjemmelavede sandwich, der alle fås i tre typer brød – et hvidt, et groft og et rugbrødsflute, fire forskellige burgere, pizzaboller og selvfølgelig hotdogs, der dog fås i flere forskellige udgaver – bl.a. en Mexican, en Texas BBQ. Derudover er der kager og brød i disken.

– Vores kaffesalg er også steget markant. Vi kan godt sælge 100 kopper kaffe på en dag, siger butikschefen.

Han nævner også proteinbarer og smoothies som topsælgere – og selvfølgelig cola.

– Vi har fået et fitnesscenter som nabo, og det giver en hel del nye kunder, der gerne vil have sund mad. I det hele taget har mange fokus på sundhed. Men vi har også håndværkeren, der skal have en pølse, siger butikschefen, mens dørens ”bliing” atter lyder.

Det er tid til at tage sig af kunderne, inden Kevin Mojabi skal videre til sine andre stationer.

Circle K, Silkeborgvej 4. Aarhus C:

Butikschef Kevin Mojabi

– ansatte: 21 – heraf er syv fastansatte

– butiksareal: 70 kvm.

– omsætningen på butiksvarer er steget med 30 pct. siden 1. juli 2016

 

Topsælgere:

Sandwich med kylling

Cola

Cigaretter

Udlejning af trailere

Bilvask

DEL
Forrige artikelDe er nye på ledelsesgangen
Næste artikelKæderne øger markedsføring af spiritus
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.