Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer

Karen Hækkerup stopper som adm. direktør for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer ved udgangen af måneden

Karen Hækkerup har meddelt, at hun stopper som adm. direktør for Landbrug & Fødevarer ved udgangen af september. Foto: Landbrug & Fødevarer

Tidligere folketingspolitiker Karen Hækkerup har valgt at sige sit job som topchef for Landbrug & Fødevarer op. Det oplyser erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.

– Det har ikke været nogen let beslutning, og den har været længe undervejs. Alligevel går jeg med et smil på læben. Stolt af de danske landmænd og fødevarevirksomheder. Stolt også af, hvad jeg selv har været med til at udrette i Landbrug & Fødevarer. Jeg har prøvet at tage springet før. Det gjorde jeg, da jeg forlod politik. Nu går jeg fra et absolut topjob. Men som da jeg gik ud af politik, var der noget andet jeg virkelig havde lyst til. Det er der også nu, hvor jeg har brug for at hellige mig min familie, siger Karen Hækkerup i pressemeddelelsen.

Karen Hækkerup stopper ved månedens udgang og afløses af Anne Lawaetz Arhnung, der vil fungere som konstitueret direktør, til man har fundet en ny til posten.

Karen Hækkerup oplyser, at hun ikke har et andet job i udsigt, men vil bruge mere tid med familien.