Kapløbet om at skjule smøger kan kun tabes

Bliver det her snart et sjældent syn i dagligvarebutikkerne? Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Det går ualmindeligt stærkt for tiden, når de store dagligvarekæder udkæmper et veritabelt slag om at fremstå som landets mest ansvarlige.

Få timer efter, at franchisekæden Rema 1000 som den første havde fortalt, at man fra nytår 2019 skal lede efter cigaretterne i kædens godt 300 butikker her i landet, var konkurrenten Salling Group hoppet med på vognen – med det tvist, at det skal være ført ud i livet allerede fra 1. oktober.

Remas initiativ fik uden tvivl indkaldt til hastemøder hos mange af konkurrenterne, der skal finde deres ben at stå på et felt, hvor der er få gratis omgange – men også så meget mere at tabe på ansvarlighedsprofilen.

Hvem vil fremstå som medansvarlig for, at 40 unge begynder at ryge – hver dag?

 

Stigende cigaretforbrug

Cigaretsalget har længe været et tema, som politikerne har haft et godt øje til, og i butikkerne har mange frygtet, at lovgivningen på området skulle blive skærpet, hvis ikke forbruget faldt – især blandt de unge.

Regeringens ambition om at skabe ‘en røgfri generation’ i 2030 har imidlertid ikke haft megen medvind i praksis, og det er kun få uger siden, at nye tal fra Danmarks Statistik viste, at cigaretsalget herhjemme igen steg sidste år.

Efter mange års fald kan man virkelig tale om, at kurven er knækket, for siden 2014 er salget igen øget, og sidste år blev der efter en stigning på hele 6 pct. igen solgt over seks mia. cigaretter.

Det har været en lige så udbredt som nem mediesport at sende unge lige under 18 år ud i butikkerne for at tjekke, om de kan købe cigaretter – og i alt for mange butikker er det lykkedes dem.

Når giganten Coop Danmark nu selv sender unge ‘agenter’ ud for at gøre det samme, er det sket i et forsøg på at få strammet op på disciplinen i håndhævelsen af aldersgrænsen.

 

Risikofyldt initiativ

Når Coop og konkurrenterne indtil videre har afvist at gemme smøgerne væk, har argumentet været, at risikoen er stor for, at rygerne så ville vælge at lægge alle deres daglige indkøb hos mindre strikse konkurrenter.

Den risiko vælger først Rema 1000 og siden Salling Group nu at løbe, og selv om Remas markedsandel på cigaretterne efter al sandsynlighed er mindre end en voksende andel på fødevarer generelt, kunne det potentielt koste omsætning blandt rygere.

Hvor flere af kædernes ansvarligheds-tiltag ellers let bliver til forholdsvis tomme markeringer, fordi de reelt koster meget mindre, end man skulle betale sig til for at opnå en tilsvarende markedsføringseffekt, skiller det nye tiltag sig ud.

Dog tegner risikoen allerede nu minimal, for ingen kæder kan leve godt med ikke at have gjort noget i et hektisk kapløb om at få smøgerne ud af syne.

 

Ledige topplaceringer

Og så bliver det ellers i sig selv spændende at studere, hvordan kæderne kommer til at udnytte de meget synlige pladser i butikken, som cigaretterne indtager i dag.

Men det får vi næppe at vide, før de er væk.

DEL
Forrige artikelSalling Group overhaler: Alle smøgerne under disken i oktober
Næste artikelButikker kan få ny viden om kunderne på mobilen
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.