It-kriminalitet rammer mange detailvirksomheder

Hver fjerde engros- og detailvirksomhed har oplevet it-kriminalitet, viser Codan-undersøgelse

Erhvervsdirektør Nicklas Larsen, Codan. Foto: Codan

En ny undersøgelse fra Codan viser, at forebyggelse af it-kriminalitet står højt på agendaen hos de mellemstore danske virksomheder med mere end 10 ansatte. Det gælder også hos engros- og detailvirksomheder.

En evigt tilbagevendende udfordring ved it-sikkerhed er den menneskelige faktor. De fleste antager, at virus kommer snigende “udefra”, men faktisk er det ofte medarbejderne, der uforsætligt “åbner døren” for de it-kriminelle.

”Virksomhedens it-ansvarlige kan sørge for firewalls, backup og generelle tekniske foranstaltninger, der mindsker risikoen for angreb, men de kan ikke styre medarbejdernes handlinger foran skærmen. Selvom medarbejderne er opmærksomme på tvivlsomme mails og links, så skal der ikke andet end et øjebliks uopmærksomhed til i en travl arbejdsdag – for de kriminelle bliver bedre og bedre til at lokke os i fælden, og få os til at klikke på eksempelvis et link, der aktiverer et cyberangreb”, siger Nicklas Larsen, erhvervsdirektør i Codan.

It-kriminalitet kan koste dyrt
Bliver virksomheden først ramt, kan det medføre driftstab, udgifter til genetablering af data, risiko for omdømmetab og erstatningsansvar over for kunder.

”Det kan være både tidskrævende og dyrt at blive ramt. Derfor er indsatsen for at forebygge it-kriminalitet givet godt ud. Det er også væsentligt med afklaring i forhold til, hvordan forsikringen i givet fald dækker, hvis virksomheden bliver ramt af et cyberangreb,” siger Nicklas Larsen.