Irma sætter tang på hylden

Med tangprodukter vil Irma tilbyde kunderne sunde og bæredygtige alternativer til middagsbordet

Kunderne kan nu købe tangprodukter i alle Irmas butikker. Foto: Seamore

Tang er både et sundt og bæredygtigt alternativ til en lang række populære dagligvarer som f.eks. bacon og pasta. Derfor tilbyder Irma nu to nye tangprodukter fra Seamore, tangpasta og tangbacon, i kædens butikker.

Irma vil med de nye varer levere sunde, bæredygtige tangprodukter som alternativ til danskernes foretrukne spiser på middagsbordet, som f.eks. bacon og pasta.

”Danskerne er begyndt at tænke sundhed ind i madlavningen. Flere og flere danskere har indført en ugentlig kødfri dag, og de har i den grad taget det grønne køkken til sig. Ved at føje tang til menuen mindsker vi vores indtag af kalorier og kulhydrater, mens vi højner indtaget af protein, mineraler, vitaminer og kostfibre, der gør, at man føler sig mæt i længere tid, fortæller kategorichef hos Irma, Leif Larsen.

Bæredygtighed i fokus
Da tangen gror vildt i verdens have og ikke har brug for andet end sol og havvand for at vokse. er tangen naturligt en af de mest bæredygtige fødevare i verden. Og med fremtidens knappe land- og vandressourcer samt potentiel fødevareknaphed, er havet et godt sted at kigge hen for fremtidens grøntsager, mener Leif Larsen.

”Tang er en fantastisk ressource, som ikke belaster vores klima i samme grad, som produktionen af mange andre fødevarer. Og hos Irma har vores kunder tradition for at turde vælge innovative og utraditionelle fødevarer og prioritere bæredygtige produkter, der er gode for miljøet. Derfor håber jeg, at kunderne – ligesom Irma – glæder sig til at sætte velsmagende tang på menuen, ” lyder det fra Leif Larsen.