Irma lancerer insekter på frost

Som den første dagligvarekæde i Danmark tester Irma nu salg af insekter i foreløbigt tre butikker

Insekter i Irma: Foto: Irma

Som noget nyt har Irma netop lanceret salg af græshopper, voksmøllarver, Buffalo-orme og melorme på frost.

I alt fire forskellige varianter af de proteinfyldte og næringsrige insekter samt en sund insekt-bar.

Salget af insekterne er produceret med både dyrevelfærd, klima og bæredygtighed for øje og foregår i øjeblikket i tre udvalgte Irma-butikker: Irma Hillerød, Irma Rødovre og Irma Oslo Plads.

Overvejer større udrulning
Og her har produkterne taget kunderne med storm, oplyser Irma i en pressemeddelelse.

– Vi har solgt insekter i vores butikker i en lille uge nu, og kunderne har taget rigtig godt imod den nye spise. Faktisk så godt, at vi overvejer at rulle insekterne ud i flere end de tre test-butikker, fortæller Irmas varechef Max Schellenbauer.

Salget af insekter i Irma sker i samarbejde med fødevaregrossisten Kalu og BugLady, bedre kendt som Nina Askov, der har gjort det til sit speciale at udbrede kendskab til insekter som fødevarer.

Prisen for alle insektvarianter på frost er 50 kr. pr. pakke.