International detailanalytiker: Dansk Supermarked overhaler Coop i 2019

Allerede næste år vil Netto sikre, at Dansk Supermarked overhaler Coop som markedsleder, spår LZ Retailytics

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Der blive rokeret rundt i toppen af dansk dagligvarehandel nogle år før forventet. Faktisk kan Dansk Supermarked allerede næste år stille sig øverst på podiet, forudsiger det internationale analysebureau LZ Retailytics.

Dansk Supermarked vil nå en omsætning i Danmark inklusive moms på 7,5 Euro, 55,87 mia. kr., i 2019, mens markedsleder Coop må nøjes med en omsætning på 7,4 mia. Euro, 55,13 mia. kr., lyder det fra de tyske analytikere, der dermed fremskriver rokeringen på toppen med nogle år.

Tallene fra LZ Retailytics dækker over det totale salg – det vil sige, at begge koncerners netbutikker og nonfoodsalg tæller med, ligesom Dansk Supermarkeds Salling, Carl’s Jr. og Starbucks også er en del af koncernens omsætning.

Ifølge Dansk Supermarkeds regnskab for 2016 solgte koncernen for 40,8 mia. kr. eksklusive moms i Danmark, mens Coop nåede en omsætning uden moms, men inklusive de foreningsejede butikker, på 43,4 mia. kr.

Retail Institute Scandinavias kom i efteråret med sin seneste prognose om dansk dagligvarehandel frem til 2027. Den tager alene udgangspunkt i dagligvarehandlen og forudsiger, at Dansk Supermarked først komme i førertrøjen frem mod 2027. Topchef i Dansk Supermarked Per Bank har også forudsagt koncernens fremmarch til toppen – dog mener han, at det vil vare nogle år.

Coop konsoliderer

Mens Dansk Supermarked ekspanderer, har Coop netop proklameret en besparelse på et trecifret millionbeløb, der bl.a. skal hentes gennem lukning af ikke rentable butikker. Derudover har markedslederen fokus på med økologi, lokale varer og fri-for-produkter at hente kunder og omsætning til de eksisterende butikker samt styrke bundlinjen.

”Samtidig ser Coop få muligheder for ekspansion på et overfyldt og trægt marked. Koncernen har valgt at sløjfe discountbutikker, og hvert år lukker nærbutikker i landdistrikterne på grund af urbanisering. Derudover lukker Coop 11 butikker i højprofilkæden Irma, og for nylig overlod Coop et af sine store supermarkeder i Kvickly-kæden til Dansk Supermarked,” skriver LZ Retailytics.

Ifølge LZ Retailytics er det discountkæden Nettos ekspansion, der vil sikre Dansk Supermarked markedslederpositionen. Kæden nærmer sig med overtagelsen af godt 80 tidligere Kiwi-butikker meget hastigt Netto nummer 500, og allerede for et halvt års tid siden sagde Per Bank, at yderligere 100 Netto-butikker vil åbne de kommende år.

Læs hele analysen

Ny samarbejdspartner for Dansk Handelsblad En nyere international specialist i detailhandelsanalyser, LZ Retailytics, vil fremover levere data og analyser til Dansk Handelsblad fra tid til anden. Samarbejdet får premiere med prognosen for Dansk Supermarkeds vækst i den nærmeste fremtid. LZ Retailytics, der er en engelsksproget knopskydning fra det velansete tyske Lebensmittel Zeitung, beskæftiger sig overvejende med dagligvarehandel i et bredt europæisk perspektiv.

Om LZ Retailytics

– er et internationalt analysebureau, der supporterer detailhandlen og fødevareindustrien med data og analyser, der kan bruges som baggrund for beslutninger og planlægning af den fremtidige forretning

– leverer viden og data på digitale platforme så vel som via informationer workshops, kurser eller som konsulentrådgivning

– er en del af Lebensmittel Zeitung (LZ), den ledende handels- og forretningsavis for dagligvarebranchen og fødevareindustrien i Tyskland.