Ingen udsigt til ny brugsforeningsflugt fra Coop

Trods et særdeles turbulent år i Coop-familien ser det ikke ud til, at flere selvstændige brugsforeninger har planer om at forlade Coop

Arkivfoto: Coop

For et år siden vakte det opsigt i dagligvarebranchen, da den store Fensmark Brugsforening meddelte, at fra den 1. fra januar 2018 ville udskifte SuperBrugsen-skiltene på supermarkedet i den sydsjællandske by med Meny-skilte.

Fensmark valgte at droppe Coop Danmark som grossist og franchisegiver til fordel for Dagrofa-koncernen for at blive mere fri.

– Vi har i mange år været glade for at være en del af Coop, men med beslutningen om at blive en del af de frie købmænd får vi en større fleksibilitet og dermed nye muligheder for at videreudvikle vores succes. Det vil sikre, at vi er godt rustet til de mange forandringer, som dagligvarehandlen gennemgår i disse år, begrundede formanden i Fensmark Brugsforening, Jens-Christian Frederiksen, det radikale skridt.

Når dette blad udkommer fredag 22. juni, er der kun en uge tilbage at løbe på, hvis andre brugsforeninger skulle have planer om at droppe Coop som grossist fra 2019.

Men selv om bølgerne i mellemtiden har gået mere end højt i samspillet mellem brugsforeninger og Coops hovedkontor, er der ifølge Dansk Handelsblads oplysninger ikke meget, der tyder på, at Fensmark får følgeskab af andre brugsforeninger i år.

Formanden for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, Søren Tang Sørensen, som er det nærmeste, brugsforeningerne kommer på en fælles talsmand, har også flere gange afvist, at der skulle være brugsforeninger med aktuelle flugtplaner.

Kædeskifte er benhårdt arbejde

I de mest turbulente perioder det sidste års tid op mod formandsvalget i april var det ellers en af de trusler, der hang i luften i et forpestet samarbejdsklima mellem Coops koncerntop og frustrerede brugsforeningsfolk.

Men siden genvalget af Lasse Bolander som formand for ejerforeningen Coop Amba har parterne tilsyneladende lagt de skarpeste våben væk – til fordel for en helt anden forsonlighed.

Fensmarks flugt fra Coop-familien sidste år var ikke den første af sin slags. For mange år siden gik en lidt større gruppe brugsforeninger over til Dagrofa, men nu er der kun én butik tilbage fra den gang. Det er Spar i nordsjællandske Tikøb.

Det virker ikke som en helt tilfældig timing, når uddeleren i SuperBrugsen i sjællandske Slangerup, Peter Nielsen, i den seneste udgave af Coop-ledernes blad, Butikslederen, fortæller om, hvordan hans butik i 20 år frem til 2012 stod udenfor Coop-familien. Og hvor svært det er at skifte kæde.

Fra 1992 til 2012 var butikken en del af SuperBest-kæden, Menys forgænger.

– Det var benhårdt arbejde at omstille butikken til en ny kæde. Den proces har lært mig, at det kræver virkelig omtanke at skifte kæde – uanset hvad man kommer fra, og hvad man går til, siger Peter Nielsen til avisen.

DEL
Forrige artikelSværere for slikbranchen at tjene penge
Næste artikelStraftold på amerikanske fødevarer træder i kraft
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.