Inco kan være på vej til Sverige

Dansk Cater overvejer muligheden for at etablere Cash & carry-forretningen Inco i Sverige. Foto: Henrik Denman

Der er ikke konkrete planer lige nu, men foodservicegrossisten Dansk Cater overvejer at åbne sin cash & carry-forretning Inco i Sverige.

Dansk Cater, der er landets største foodservicegrossist, købte i 2011 cash & carry-forretningen Inco med hovedfor-retningen i Kødbyen i København og en nyere afdeling i Aarhus. I 2016 åbnede man Inco i Glostrup, hvor tyske Metro tidligere havde haft sin hovedafdeling.

Nu er erfaringerne fra driften af de tre forskellige Inco-afdelinger så gode, at Dansk Cater overvejer at åbne Inco på det svenske marked, siger adm. direktør i Dansk Cater, Steen D. Pedersen.

– Når vi kigger på Sverige, er det groft sagt ét selskab, der har cash & carry, nemlig Axel Johnson-koncernens Martin & Servera. Hvis Inco i Glostrup bliver ved med at vise den udvikling, vi har set især i det sidste halve års tid, hvor vi har fået gode erfaringer og tro på os selv, så kan vi godt få mod på at åbne i Sverige på et tidspunkt, siger han.
Dansk Cater har fået mange nye erfaringer med at drive cash & carry-konceptet i Glostrup.

– Den er absolut i god gænge. Vi er ret fornøjet med det, og især i det sidste halve år er der kommet mere fart på afdelingen. På det danske marked har vi ikke konkrete planer om at åbne endnu en Inco cash & carry-forretning lige nu.

– Vi har erfaringer med at drive tre forskellige Inco-forretninger herhjemme. Det er nogle erfaringer, vi gerne ville have for at tænke videre. Om det bliver i Danmark eller det måske bliver i Sverige, må fremtiden vise. Det bliver i hvert fald ikke i år, siger Steen D. Pedersen.

Lagre er flyttet

I Danmark fortsætter Dansk Cater sin vækststrategi og har år for år øget omsætningen. I det seneste år har selskabet især haft fokus på at tilpasse lagerkapaciteten på Sjælland.

Sidste år flyttede Dansk Cater to store lagre for at konsolidere driften og styrke forretningen, hvor det største vækstpotentiale findes.

Lageret i Slagelse er flyttet til AB Catering København, og lageret i Nykøbing Falster er flyttet til BC Catering Roskilde.

– Vi har stadigvæk den tilgang, at vi har vores lagre spredt i landet, men vi er også nødt til at overveje, hvordan vi kan give vores kunder den bedst mulige service og mulighed for at handle ind. Både i Slagelse og Nykøbing har de gjort det rigtig fint. Det kan siges at være et paradoks, da vi hele tiden vokser, men vi har fokuseret på, hvor vi kan gøre det bedst, når vi skal udvide vores kapacitet. Vi har oplevet mange år med knopskydninger, og på et tidspunkt følte vi, at vi var nødt til at tage en dyb indånding og flytte lagrene til Roskilde og København.

BC Catering Roskilde oplever en stor vækst, hvor der er kommet en hel del nye kunder til i den seneste tid, bl.a. Roskilde Kommune. Først på året fik BC Catering den store ordre på igen at levere til Roskilde Festival. Det er fire år siden, virksomheden sidst gjorde det.

– Storkøbenhavn er en vækstmotor, der kører meget hurtigt og er begunstiget af, at der kommer mange turister til København. Vi føler dog også, at resten af Danmark er pænt med, men ikke med samme hastighed som Storkøbenhavn. Markedsmæssigt og historisk føler vi også, at vi har mere at komme efter i Storkøbenhavn end vi har i resten af Danmark. Som vi ser det er der masser af potentiale, for der er stadig mange produktkategorier, hvor vi ikke er meget inde i, og hvor vi gerne vil levere væsentligt mere, siger Steen D. Pedersen.

DEL
Forrige artikelMadeliten og det tavse flertal
Næste artikelBeskæftigelsen i handlen nærmer sig før-krisetid
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.