Nu bliver ICA også stor i Litauen

Efter et års behandling har konkurrencemyndighederne givet svenske ICA grønt lys for overtagelsen af Litauens næststørste dagligvarekæde

Foto: ICA Edgar Sesemann er topchef i svenske ICAs eneste tilbageværende internationale engagement, Rimi Baltic, der nu vokser efter godkendelsen af et opkøb i Litauen.

Den suveræne svenske markedsleder ICA måtte for et par år siden opgive at klare sig i nabolandet Norge, men det går væsentligt bedre i de tre baltiske lande, som også har en historisk forbindelse til Sverige.

I sidste uge kom en længe ventet godkendelse af ICA Gruppens opkøb af den næststørste kæde i Litauen, IKI med lige omkring 230 butikker og en 2016-omsætning på 632 mio. euro – 4,7 mia. kr.

De litauiske konkurrencemyndigheder sætter dog som betingelse for godkendelsen, at ICA først sælger 17 af 57 butikker i den svenske koncerns egen kæde i landet, Rimi. Ifølge LZ Retailytics vil opkøbet bringe ICAs salg i landet op på 1,1 mia. euro, svarende til 8,4 mia. kr.

Inden opkøbet var Litauen det marked i Baltikum, hvor ICA-ejede Rimi Baltic havde den mindste markedsandel med knap 8 pct.

Både i Estland og Letland er den højere.

Navnet er norsk

Ifølge en pressemeddelelse fra ICA håber man på at få frasolgt de pågældende butikker inden årsskiftet, men tager det længere tid, falder det litauiske opkøb først på plads i 1. kvartal 2018. Det er forventningen, at stort set alle IKI-butikkerne vil komme til at indgå i Rimi Supermarket-kæden.

ICA-ejede Rimi har desuden 33 hypermarkeder i Litauen. Ironisk nok stammer kædenavnet Rimi Baltic fra den nu forsvundne norske Rimi-kæde, som rigmanden Stein Erik Hagen startede sidst i 1970’erne – nogenlunde samtidig med, at en anden norsk rigmand, Odd Reitan, gav sig i kast med at etablere en anden lavpriskæde, Rema 1000.

Rimi blev imidlertid gradvist overtaget af svenske ICA og den hollandske gigant Ahold på et tidspunkt, hvor ICA havde planer om et nordisk dagligvare-imperium, som også skulle omfatte Danmark.

Den del nåede dog aldrig længere end til et opkøb af den korte storkøbenhavnske profilkæde ISO, som efter nogle år blev solgt til Dagrofa.

DEL
Forrige artikelIt-kriminalitet rammer mange detailvirksomheder
Næste artikelNetto finder en niche i polsk discountmarked på vej opad
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.