Høgsteds Vision: Vil koble madvogne på butikkerne

Skal Coop have en større bid af væksten på madmarkedet, kræver det nye løsninger, der imødekommer forbrugernes ændrede adfærd

Coop og adm. direktør Peter Høgsted vil i fremtiden sikre sig en større bid af det voksende udespisningsmarked. En af løsningerne er madvogne ved Coops butikker. arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

I Coops treårige forretningsstrategi frem til udgangen af 2020 tilkendegiver adm. direktør Peter Høgsted, at Coop skal have langt bedre fat i det totale madmarked herhjemme.

Målet er særligt at sikre en større bid af væksten i udespisning og salget af færdigretter.

Skal den mission lykkes, skal langt flere danskere ind i Coops 1.100 butikker og købe hurtige færdigretter og måltidsløsninger, end tilfældet er i dag.

Derfor vil Coop også gøre det nemmere for kunderne at købe færdigretter uden først at skulle ind i en butik for derefter at stå i kø ved kasselinjen.

– Vores rolle som supermarked bliver at følge mere med kundernes forandrende adfærd. Jeg kan godt forestille mig, at vi koblede street food-markedet på supermarkedet i fremtiden. F.eks. en moderne madvogn (på en Fakta-butik), som solgte dagens ret to go eller lun aftensmad, siger Peter Høgsted.

Han fortæller, at det traditionelle dagligvaremarked udgør 120 mia. kr. og præsterer en vækst på nul, mens udespisning repræsenterer en værdi på 60 mia. kr. og vokser med 8 pct. om året.

– Vi har set tendensen gennem noget tid. Vi har en hastigt forandrende forbrugeradfærd, der går fra hjemmemadlavning seks-syv gange om ugen til mere udespisning, mere convenience og færdiglavet mad. Samtidig ser vi et stort overbud af kvadratmeter og en faldende volumen af dagligvarer. Det er jo the perfect storm. Det afspejler sig også i branchens resultater, at marginalerne er små, og omkostningerne i butiksnettet er så store, at branchen er presset, siger Peter Høgsted.

Kalder på handling

Ifølge Peter Høgsted har ca. 350 af Coops butikker i dag egen slagter/delikatesse, mens Fakta-kæden og de fleste Dagli’Brugsen er uden delikatesse.

– Vi får i dag den færdiglavede mad bragt ud via samarbejde med Claus Meyer, Cofoco, Hanegal mv., men også via Catering Danmark, som vi har købt os ind i. Her ser vi på, hvordan Catering Danmark kan være med til at lave færdigmad ud af butik. Det er det, kunderne efterspørger.

– Så kan vi gå lidt længere med Irma, hvor Irma bliver en café/bistro/restaurant, hvor man kan handle ind, hvor det i dag er et supermarked med en bistro. Irmas rolle er at udfordre kundeadfærden lidt hurtigere end andre, siger Peter Høgsted.

Ifølge Peter Høgsted er den ene af to store forandringer i et supermarked, at der bliver mere på køl, mere færdigmad og varm mad i butikkerne.

Den anden store forandring er, ifølge Høgsted, hele digitaliseringsrejsen, der betyder, at kommunikationen, interaktionen og inspirationen til kunderne bliver digital.

På begge områder er Coop frontrunnere i branchen. Betyder det så, at Coop går en lys fremtid i møde?

– Ja, hvis fremtiden bliver, som vi fremskriver den. Vi har valgt at være førende her, fordi vi tror, det er den vej, det går. Hvis du spørger mig, om alle uddelerne er enige i det, siger jeg, det tror jeg ikke. Og det er jo det gode ved Coop, at de her to pinde også er noget, vi har diskuteret i vores strategi. – Vi kan ikke leve af det, vi gør i dag. Vi er nødt til at forandre os og række ud efter andre måder at gøre tingene på, end vi har gjort de sidste 25 år, siger Coops adm. direktør.