Hjem-Is solgt til internationalt selskab

Hjem Is er blevet solgt til det internationale selskab Food Union Group, som i forvejen ejer Mejerigaarden

Arkivfoto: Hjem Is

Food Union Group, en international gruppe af mejerier og is-producerende virksomheder, har købt Hjem-Is igennem is-producenten Premier Is, oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

Food Union Group ejer i forvejen Mejerigaarden i Thisted og har en dominerende markedsandel på det nordeuropæiske marked.

– Med købet af Hjem-Is styrker vi vores position på det danske is-marked og understøtter på den måde vores fortsatte indsats for at ekspandere i Nordeuropa. Hjem-Is komplementerer fint vores nuværende forretning i Danmark, Premier Is, som er landets førende inden for is-produktion af mærkevarer, udtaler Andrey Beskhmelnitskiy, Global CEO og grundlægger af Food Union Group.

Hjem-Is har indtil nu været ejet af en privat investorgruppe med hovedaktionær og adm. direktør Frank Waller i spidsen.

– Premier Is er en mere naturlig ejer af Hjem-Is end os. Med sin lange historie og traditioner for isproduktion er Premier Is den bedste partner for Hjem-Is for at sikre den højeste kvalitet i hele værdikæden. Derudover har Food Union Group bedre muligheder for at udvikle og investere i Hjem-Is, udtaler Frank Waller, tidligere adm. direktør for Hjem Is.

Premier Is blev grundlagt i 1927 og har i dag en førende position som mærkeejer og producent af høj kvalitets isprodukter i Danmark. Premier Is udvikler og producerer isprodukter på ismejeriet i Thisted.

– Hjem is har en lang historie og en stærk base af loyale kunder på det danske marked. Vores plan er at give alle kunder god kvalitets- is, der hovedsagelig skal produceres i Danmark, Thisted, på vores ismejeri. Hjem-Is vil fungere som selvstændigt selskab med Hjem Is som mærket, tilføjer Christian Brink, kommerciel direktør hos Premier Is.

Aftalen træder i kraft pr. 1. juli 2017. Fra denne dato vil driften af Hjem-Is blive ledet af den nuværende distributionsdirektør Torben Meng som adm. direktør.

Parterne er enige om ikke at offentliggøre aftaleprisen.