Hackerangreb dribler uden om forsyningen til dagligvarekæder

Selv om Mærsk er hårdt ramt af det globale hackerangreb, forventes det ikke at påvirke vareforsyningen til dagligvarekæderne

En stor del af Mærsks containerterminaler er igen i drift, men flere fungerer langsommere end normalt. Foto: APM Terminals

Det globale hackerangreb, der herhjemme har ramt Mærsk-selskaberne Maersk Line og APM Terminals særdeles hårdt, lader tilsyneladende ikke til at ramme forsyningen til de danske dagligvarebutikker.

I to dage har hackerangrebet ellers kortsluttet Maersk Lines it-systemer, så selskabet ikke har kunnet modtage nye ordre. Først sent onsdag kunne rederiet igen tage imod nye ordre via markedsplatformen Inttra.

Samtidig er hovedparten af selskabets 76 containerterminaler igen i funktion, om end flere er påvirkede af it-angrebet.

”De fleste af vores terminaler er nu i drift. Nogle af disse terminaler fungerer langsommere end normalt eller med begrænset funktionalitet. APM Terminals fortsætter med at arbejde på at restaurere sine it-systemer”, oplyser Mærsk på selskabets hjemmeside.

Ingen forsinkelser
Og at Mærsk nu igen har åbnet op for containerfragten er med til at skabe ro om forsyningssikkerheden i den danske dagligvarebranche, hvor der kunne være frygt for vareleverancen af især nonfood og fødevarer fra Asien, afhængig af it-nedbruddets styrke og varighed.

– Mærsk er oppe at køre på et tilstrækkeligt niveau til, at det ikke giver forsinkelser og ydermere har vi på leverancerne fra Østen lagt buffertid ind for at undgå at mindre problemer rammer vores kunder, oplyser Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Også hos Dansk Supermarked er man fortrøstningsfulde over følgevirkningerne af det globale hackerangreb.

– Der er intet, der på nuværende tidspunkt antyder, at vi bliver påvirket, udtaler Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked Group.

På globalt plan står rederiet Maersk Line for en sjettedel af hele verdens containerfragt til søs.