Hårdere straffe på vej mod brodne kar i fødevarebranchen

Miljø- og fødevareministeren vil fremsætte et lovforslag, så Fødevarekontrollen kan mandsopdække virksomheder, der blæser på reglerne.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil skærpe sanktionerne mod brodne kar i fødevarebranchen. Foto: Claus Bjørn

De brodne kar blandt fødevarevirksomhederne, bl.a. i detailhandlen, skal i fremtiden kunne straffes hårdere for at overtræde reglerne og sætte forbrugernes sikkerhed på spil.

En skærpet lovgivning skal give Fødevarekontrollen beføjelser til at udstede tvangsbøder og lavere hyppigere kontrolbesøg hos brodne kar.

I meget grove tilfælde skal en virksomhed kunne idømmes karantæne, så den risikerer at blive tvangslukket i op til seks måneder.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil give Fødevarekontrollen nye beføjelser, som skal sikre en hårdere kurs over for de virksomhedsejere, der igen og igen tilsidesætter fødevarelovgivningen og hensynet til forbrugerne.

Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger vil Esben Lunde Larsen i det nye år fremsætte et lovforslag, der skal skærpe sanktioner mod brodne kar. Forslaget ventes vedtaget inden sommerferien 2018.

Ministeren siger, at antallet af brodne kar siden 2015 er faldet, men trods flere års skærpet indsats er der stadig en hård kerne af virksomhedsejere, som blæser på fødevarelovgivningen.

De såkaldte brodne kar er virksomheder, hvor tre af de sidste fire smileys ikke har været glade.

Overtræder reglerne

Ifølge Fødevarestyrelsen var der i 2016 en hård kerne på ca. 200 virksomhedsejere, som hverken er modtagelige for sund fornuft eller sure smileys, men ufortrødent fortsætter med f.eks. at sælge varer uden sporbarhed og dansk mærkning i lokaler, der er dårlig rengjort.

Fødevarestyrelsen oplyser, at de brodne kar især er restauranter, hvor man overtræder reglerne for håndtering af fødevarer, rengøring og egenkontrol, og dagligvarebutikker, som overtræder reglerne for mærkning, rengøring og sporbarhed.

– Fremover skal Fødevarestyrelsen mandsopdække lovovertræderne med ekstra kontroller, hvis de blæser på reglerne. Og hvis det så er tydeligt, at ejerne hverken ønsker eller evner at køre en forsvarlig virksomhed, så skal Fødevarestyrelsen hyppigere udnytte lovens mulighed for på stedet at lukke en virksomhed, indtil forholdene er bragt i orden, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

 

DEL
Forrige artikelElbilen gør bykørsel nemmere
Næste artikel6 ud af 10 køber julegaver online
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.