En duft af suppe breder sig fra det åbne produktionslokale bag en temmelig lang og buet delikatessedisk i Spar i Snedsted i Thy. En delikatesseassistent er i gang med at tilberede dagens ret, der i dag består af gule ærter. Det er fra den boblende gryde med grøntsager, duften breder sig.

Foto: Helle-Karin Helstrand. Delikatesseassistent Helle Mouritzen koger grønt til dagens ret, der i dag er gule ærter.

- Vi sælger dagens ret hver dag. Til hverdag er det traditionelle retter med et tvist. Om fredagen er det en bøf fra kødkvæg fra Mors med salat og kartofler. Når det er gule ærter, sælger vi vel i alt 200 portioner i vores tre butikker, siger én af butikkens tre ejere, slagter Anders Nyby.

- Dagens ret sælger vi varm fra butikken, og den bliver hældt op, mens kunderne venter. Det er både unge og gamle, der køber den. Mange af vores kunder kommer i vores butikker på grund af vores mad, siger slagteren.

Sammen med Kristian Stærk og Jens Rysgaard ejer han også Spar i Thisted og Spar i Koldby. De tre er også medejere af Spar i Hvidbjerg på Mors.

Inspireres i udlandet?

En anden delikatessemedarbejder lægger frisksmurte sandwich i disken, der i forvejen er fyldt med alt fra ingredienserne i en selvbetjent salatbar til færdigretter, kød, hjemmelavet pålæg, ost og frisk fisk på is.

På en farvestrålende etiket på maden står ”Gomad”. Det er navnet på et mad- og caterkoncept, som de tre købmænd har skabt som en overligger til Spar.

- Vi kom i sin tid til Spar fra supermarkedskæden Aktiv Super og synes godt, vi vil lidt mere – ikke mindst for at gøre noget, som ingen af konkurrenterne gør. Vi var i Eurospar, men syntes ikke, at Meny passede til os, da Eurospar lukkede. Men færdigretter er oppe i tiden i øjeblikket, og Spar i Danmark har været lidt sent ude på det område, siger Jens Rysgaard.

- Man kan sige, at vi har skabt en slags Spar Gourmet, siger Kristian Stærk.

Han og de to kompagnoner rejser gerne til udlandet for at lade sig inspirere af andre butikker.

- Jeg kan blive helt forelsket i noget af det, Spar kan i andre lande. Blandt andet ser man i nogle lande, at mel og gryn er rykket i baggrunden, mens den færdige mad og måske et sted at spise den får plads, siger Jens Rysgaard.

Madpakker til skoler

De tre butikker har alle en delikatesseafdeling. I Thisted og Koldby er der også en slagterafdeling, hvor der produceres pølser og pålæg til alle tre butikker plus til en række kollega-butikker i Thy. I kælderen under butikken i Thisted er der etableret et storkøkken, hvor der er ansat en kok til at bestride den store mængde mad, der bliver leveret til mange forskellige arrangementer.

Slagtermester i Spar i Thisted, Nina Bak, producerer ”mad ud af huset” i det store køkken under butikken.

- Men kunderne betaler og bestiller i deres egen butik, for det er vigtig, at de oplever os som lokale. I denne uge producerer vi 4500 portioner mad i køkkenet, og det er ikke vores øvre grænse, siger Anders Nyby.

Dagens ret produceres lige som sandwich i de lokale butikker.

- Det betyder noget for de medarbejderne, der sælger maden, at de selv har stået for produktionen. Derudover er det en effektiv udnyttelse af deres arbejdstid, siger Anders Nyby.

Der produceres både røgvarer og pålæg. Her er kommende slagterelev Rasmus Lund Mehlsen i gang med hamburgerryg.

Udover den varme mad har ”Gomad” fået en lillesøster, ”Gomadpakke”. Via et website kan skoleelever fra hele Thy samt virksomheder i området bestille frokost. Prisen ligger mellem 24 og 35 kr.

- Vi har 3500 brugere af det koncept, og vi arbejder nu med at forny konceptets website, fortæller Anders Nyby.

DEL
Forrige artikelEmballager får også Varefakta
Næste artikelHusk de spiselige højtider
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.