GoAppified: Dankortet er forlængst blevet mobilt!

Sådan fastslår den danske virksomhed GoAppified, der som de første i verden er klar med en betalingsterminal, der samler de største teknologier i en og samme enhed. Tiden, hvor man skal opdatere sine terminaler, med tilkøb af ekstra hardware og kabler, skal være forbi.

Advertorial: Det tog dankortet 30 år at nå 60% af alle betalinger. Alt tyder på, at det vil tage mobiltelefonen 5 år at nå halvdelen af alle transaktioner. Danskerne har i den grad taget mobilbetaling til sig, og den altoverskyggende leverandør er MobilePay fra Danske Bank, der er installeret på ikke mindre end 3 millioner danske mobiler. Med MobilePay er dankortet allerede blevet mobilt - og vi vil hurtigt vænne os til, at det ikke betyder noget, at man har glemt tegnebogen derhjemme. Mobilen glemmer man nemlig aldrig. Den er med på løbeturen, i motionscenteret og på den korte sviptur - og forbrugerne vil snart forvente, at man kan betale for en hurtig læskedrik eller en kop kaffe med MobilePay. Forbrugeren vil ganske enkelt blive ved med at gå, til man når en butik, hvor man kan betale med sin telefon.

Det er ikke et fremtidsscenarie, som virksomheden GoAppified fortæller om, i et mødelokale i Ballerup - det er deres virkelighed netop nu, og en virkelighed de begynder at rulle ud til kunderne. Udenfor kontoret står prototyper på en billetmaskine til metrobetaling med mobilen, en automat med læskedrik står og venter på et signal fra bluetooth for at slippe en Cola eller Faxe Kondi - og indenfor sidder en række energiske mennesker, tætpakket på kontoret og stråler af gejst og glæde. Det kan de også roligt.

De har kun eksisteret i et år. Alligevel har GoAppified allerede spillet en stor rolle for lanceringen af MobilePay i fysiske butikker i et tæt samarbejde med Danske Bank.
- Som en start-up er vi godt tilfredse med virksomhedens første leveår, fortæller Søren Jensen, CEO GoAppified. Vi har vist, at vi kan udvikle innovative og digitale løsninger og har formået at etablere samarbejder med store, veletablerede danske og nordiske virksomheder, som har vist os tillid og troet på vores digitale evner og innovative indsigt i at udfordre de eksisterende forretningsmodeller og etablerede udbydere af bl.a. betalingstjenester. Det er et vigtigt skulderklap og et fundament for fortsat succes og vækst, siger han.

GoAppified indledte samarbejdet med Danske Banks MobilePay i 2015. Her lancerede man MobilePay-boksen til Danske Bank, der er en Smart Beacon, der gør det muligt at betale med MobilePay ved kassen. GoAppified har leveret mere end 20.000 MobilePay-bokse til en række dagligvarekæder, herunder Bilka, Føtex, Salling og Netto, Rema1000, Menu, Spar, Kiwi, Min-Købmand og Let-køb, McDonald’s, Matas, Vero Moda, Jack & Jones og mange flere. Nu flytter teknologien fra den hvide boks ind i terminalen, som Søren Jensen med stolthed i stemmen kalder ægte all-in-one og fremtidssikret:
- Vi har udviklet nye betalingsterminaler, der ikke er begrænset af forbrugerens infrastruktur eller geografi - alle typer smartphones kan bruges i denne løsning og i hele Europa.

Når Søren Jensen kan fastslå det så markant, er det fordi det er lykkedes virksomheden at kombinere den velkendte NFC-standard med den udbredte Bluetooth-teknologi, som er i enhver telefon, og som åbner terminalen til fremtiden.
- Det var egentlig helt naturligt for os at tænke i en samlet løsning. For en virksomhed med en fast kasselinje, er det måske ikke besværligt at sætte en hvid boks op ved siden af terminalen - omend den tager værdifuld plads - men for mindre butikker eller restauranter, er der behov for en samlet mobil løsning, fortæller Søren Jensen. - MobilePay er jo mere end bare betaling - det er også en app, der bruges til at dele betalingen mellem gæsterne ved et bord - og derfor skulle terminalen ud til bordene. En købmand kan også have behov for at flytte terminalen ud på fortovet, hvis der er salg af frugt og grønt på en varm sommerdag. Terminalen kan nemlig køre helt udenom POS og i offline mode, hvis man står på kræmmermarkeder, har en forening med salg i en bod eller er på festivaler - og så kan man eksportere kassestrimlen til sit kasseapparat, når man er tilbage. Endelig har de fleste forretninger oplevet, at de hele tiden skal udvide med nye bokse - og vi tror ikke, at virksomhederne vil have 10 forskellige bokse stående på disken. Vores terminal er den første i verden, der samler alle teknologier i en enhed.

ekstra terminalMOBILEPAY ER MARKEDSLEDER
Når man skaber en betalingsplatform som f.eks. MobilePay, tilvælger kunderne et helt økosystem. De bliver afhængige af det system, de er blevet vant til. De samler deres kvitteringer og betaler deres regninger i den app og vænner sig til at bruge den. Det er helt som iPhone og Android. Har du først valgt ”religion”, er du svær at få til at skifte, da alle dine apps er valgt og dine fingre har vænnet sig til, hvor de skal trykke. Med 3 mio. danske downloads og med mobilePay på 9 ud af 10 smartphones må man sige, at MobilePay bliver umulige at slå af pinden. Danske Bank havde nemlig set, at folk vælger at blive der, hvor de først føler sig hjemme. Derfor brugte banken mere end 100 millioner på at sørge for, at alle mobile platforme havde adgang til en app, skrevet og ikke mindst grafisk designet til netop alle styresystemer - og gjorde det uafhængigt af banken, så man ikke kun handler konto til konto, men også kan indtaste et dankort fra en fremmed bank. Dermed gjorde man reelt dankortet mobilt - og derfor har danskerne taget MobilePay til sig. Senest har SKAT åbnet for, at virksomheder kan afregne moms gennem MobilePay, som endnu et synligt bevis på markedets accept og tjenestens succes.
- Der er slet ingen grund til at vente, fastslår Søren Jensen. Mobilbetaling er her for længst, og det vokser hver eneste dag. Fremtidens købmand vinder, hvis han er der, hvor et behov opstår - før de opstår. Impulskøb skabes af de oplevelser, man giver forbrugeren. Købmanden skal skabe fundamentet for kundernes impulskøb - og der er mobilbetaling som skabt til det hurtige køb, fordi mobiltelefonen er bygget ind i håndfladen.

Til efteråret kommer “det mobile dankort”. Spørgsmålet er ifølge GoAppified, om løbet er kørt. Kun tiden vil vise, om danskerne er opsatte på at hente endnu en betalings-app hjem og forbinde deres dankort med en ny wallet - eller om vi for længst har valgt, hvor vi føler os bedst hjemme. Det er en af de bekymringer, som gør, at man som forretningsindehaver skal tænke bredere i sine valg. Virksomheden i Ballerup tror på MobilePay som fremtidens største mobile platform herhjemme.
- Der åbnede for kort tid siden en ny restaurant, som tilbød burgere for en krone til de første 100 kunder. Da de åbnede restauranten stod en masse unge i kø ude foran - men restauranten modtog kun kreditkort og kontanter - de unge havde kun mobiltelefoner med MobilePay, og mange måtte gå igen. De havde, som man siger, ikke en krone. Det er en fortælling, der siger en del om, hvor langt mobilbetaling er kommet - og hvorfor det er væsentligt at kunne håndtere MobilePay, hvis man vil beholde kunden i butikken. Endelig er der den psykiske påvirkning af et køb, hvor mange husker dankortets indtræden på markedet. Pludselig virkede det hele billigere, fordi man "bare lige kørte kortet igennem", fremfor at rode med mange sedler. Nu har vi vænnet os til kortet - og det nye, der føles billigt, er mobilen, hvor man med et enkelt swipe godkender beløbet til betaling.

NYE INDKØBSVANER
De fleste, der går op i kundens vej gennem et supermarked, kender til fortrydelsen ved kassen. Folk tager varer op af kurven og vurderer en ekstra gang, om det virkelig er noget, de har brug for. Om der undervejs med vognen gik lige lovligt meget impulskøb i indkøbet. Fremtidens køb skal måske derfor tænkes så nyt, at kasselinjen helt undgås.
- Vi har vænnet os til at stå i kø ved en kasse, men det er i opbrud allerede. Vi stiller større forventninger til oplevelsen og betjeningen hos dem, vi lægger vores penge hos - og vi ser allerede betalinger ske på anden vis, fortæller Søren Jensen. - For at undgå fortrydelsen i kasselinjen må supermarkederne om få år møde kunderne ude i butikken og lade dem gøre køb og betaling allerede i købsøjeblikket. Man bipper ganske enkelt varen direkte ned i sin taske med sin mobil - og kan gå ud på gaden uden at stoppe hos kassemedarbejderen. Det er sådan nogle funktioner, der gør, at en terminal skal kunne det hele i en samlet enhed, forudser chefen for GoAppified, der også melder, at terminalen kan blive klar til at kunne håndtere ApplePay, SamsungPay og lign. betalingssystemer, der måtte være på vej.

Vi er fem generationer på arbejdsmarkedet ad gangen. Spørgsmålet er, om vi har indrettet de fleste butikker til de to ældste af generationerne, mens den nye generation står lidt fortabte og undrer sig over, at de skal stå i kø eller huske deres pung. Det er gået stærkt, og det gælder om at være der, hvor kunderne er. Herhjemme har vi primært hørt om kampen mellem MobilePay og Swipp, men ude i verden kæmpes kampen mellem nogle af verdens største giganter, når Apple og Samsung kommer med hvert deres system. For kort tid siden meldte også Facebook, at de snart vil åbne for pengeoverførsel fra person til person gennem deres platform. Men det får ikke Søren Jensen til at ryste på hånden:
- Når vi kalder vores terminal fremtidssikret og ægte “all-in-one”, mener vi det. De systemer, der er på vej, kører på teknologier, vi allerede har bygget ind. Og i stedet for at butikkerne skal tilkøbe nye dimser eller skifte terminal, er der ganske enkelt tale om en software-opdatering, som vi leverer som del af abonnementet. Endelig er vi også i den periode, hvor alle mulige forsøger at sætte sig på markedet - men hvor markedet selvfølgelig vil konsolidere sig og vælge tre-fire, der bliver markedsledere. Vi er ikke i tvivl om, at MobilePay bliver den ene herhjemme - og er klar til de andre, der måtte komme gennem det nåleøje, der er hos forbrugerne.

TerminalFRI FOR DET GAMLE - OG BILLIGERE
GoAppified lægger en dyd i at understrege deres frihed fra fortidens teknologier. Mens mange af konkurrenterne er hæmmede af deres legacy-systemer bestående af gammel tung infrastruktur, som fortsat skal vedligeholdes og opdateres, har GoAppified kunne tænke moderne fra start og kunnet satse udelukkende på nyeste teknologier.
- Vi clearer alle vores betalinger i skyen og springer dermed hele den gamle infrastruktur over. Terminalen leveres med WiFi og mobildata indbygget. Bare den har internet, er den klar til at tage imod betalinger. Sikkerheden er i top gennem P2PE - og den skal ikke engang igennem kasseapparatet, og der skal heller ikke tilkøbes PSAM-licenser for sikkerhed. Vi har aftale med en af verdens største betalingsleverandører, Elavon, som sikrer, at vi tager alle de populære betalingskort, så vi dækker 98% af alle transaktioner - og altså også MobilePay, der håndterer 100% af alle betalingskort.

Endelig vil GoAppified gøre op med de priser, der gennem flere år har presset butikkerne, når de skal investere i nye terminaler.
- Vi sælger terminalerne fra 3.000 kroner og opefter, som endelig gør, at man har råd til at dække hele virksomheden. Mange restauranter har eksempelvis kun haft råd til 2 mobile enheder – så gæsterne sidder ved bordet og venter på, at terminalen bliver ledig, så man kan få betalt sin regning. Ved at sælge til 1/3 af den pris andre kræver, mener vi, at den forhindring er overvundet, da alle tjenere nu kan få deres egen betalingsterminal med MobilePay. GoAppified fremhæver også, at udenomsomkostningerne på de gamle systemer er et punkt, som mange af deres nuværende kunder er flygtet fra.
- Der er så mange tilkøb til butikken, som kræves, hvad enten det er fast kabelforbindelse til nettet eller digital sikring, ja selv eksport af CSV-filer med transaktioner koster et ekstra gebyr. Vi har valgt en flad, fast betaling for licens, der dækker det hele inklusiv frit dataforbrug - og hvor alle betaler det samme, uanset størrelse.

GoAppified er klar til at tage konkurrencen op med de store aktører og mener, at de er foran på point allerede fra start.
- De tendenser vi ser i markedet viser, at der er behov for konkurrence, hvorfor EU også er kommet med de nye betalingstjenestedirektiver og forordning om overvæltning af gebyrer, der træder i kraft fra 2. juni i år. Den globalisering, der har fundet sted siden dankortforliget, er enorm. Verden forandrer sig - og Danmark kan ikke længere stå alene med sit helt eget betalingsunivers. Vi har sat os for at lave en all-in-one terminal, hvor alt er indbygget til en 1/3 af prisen, som andre tager for deres løsninger. Ingen har det produkt, vi har. Terminalen finder selv ud af, hvem du er og åbner NFC eller Bluetooth, alt efter hvem du er - om du så står med en Samsung eller en iPhone. Forbrugerne forventer, at de kan komme, som de er - og ikke som butikken synes, de skal være, slutter Søren Jensen.
TerminalFAKTA:

SÅDAN FÅR DU DEN NYE TERMINAL
Salget af terminaler vil gå gennem de POS-forhandlere, som virksomhederne allerede benytter. GoAppified sørger for, at terminalen kan tale sammen med de eksisterende kasseapparater i butikken. Gennem POS-forhandleren og GoAppified oprettes aftale med Elavon og Danske Bank - hvorefter systemet kører.

HVAD KOSTER TERMINALEN
Terminalen kan enten købes eller lejes gennem din POS-forhandler. Den mindste GoAppified D200-betalingsterminal med MobilePay koster 2.995 kr. eller 99 kr. om måneden i leje, og GoAppified S920 med MobilePay, bonprinter og WiFi indbygget koster 4.995 kr. eller 169 kr. om måneden i leje. Dertil skal man have en Gateway-licens til 99 kr. om måneden, der omfatter fri datakommunikation til betalingstransaktioner, service og support og fri software opdateringer ved nye terminal-releases af MobilePay og terminalsoftware i øvrigt.

HVEM ER GOAPPIFIED
GoAppified blev etableret for lidt over et år siden (1. april 2015) og ejes af fire partnere med omfattende erhvervserfaring inden for it-udvikling, detailhandel og telebranchen. I sit første år har GoAppified produceret og leveret mere end 20.000 MobilePay-bokse til detailhandlen i Danmark, der sikrer, at MobilePay kan anvendes til mobilbetaling i butikkerne. Som de første i Danmark kan GoAppified levere løsninger, der flytter betalingen væk fra dankortnettet og over i skyen gennem brug af internet og bluetooth-teknologien. Virksomheden er kommet flyvende fra start og præsterer allerede et overskud. GoAppified er den første FinTech virksomhed, der har udviklet betalingsterminaler, der kan modtage mobilbetaling gennem den indbyggede bluetooth-chip.

ekstra terminalTERMINALENS BAGGRUND
De nye betalingsterminaler fra GoAppified har den højeste PCI-certificering, der er kundens garanti for sikkerheden og benytter sig af Point to Point-kryptering, der betyder, at kundens data fra betalingskortet er krypteret helt ude på betalingsterminalen. GoAppified har samtidig indgået samarbejde med en af de største globale udbydere af payment switching, der betyder, at clearing af betalinger vil foregå i skyen og ikke i et lukket netværk, der kræver særlig opkobling og ekstra omkostninger til sikring af datalinjer og faste IP-adresser m.v.. 
Målgruppen for GoAppifieds nye betalingsterminaler med indbygget MobilePay er i første omgang mindre og mellemstore virksomheder med under 50.000 betalingstransaktioner om året, især inden for Hotel- og restaurationsbranchen og servicefagene. Den succesrige lakridsproducent Lakrids by Johan Bülow vil i løbet af maj køre pilottest af GoAppifieds nye betalingsterminaler med MobilePay. 
GoAppified forventer at introducere terminalerne på flere europæiske markeder efter lanceringen i Danmark og vil følge Danske Banks ambitioner ud i Norden.

TEKNOLOGI
GoAppified har indgået en aftale med en af verdens største betalingsformidlere, Elavon, om formidling af deres indløsningsaftale til betalingskort.
De nye betalingsterminaler dækker 98 pct. af kortbetalingsmarkedet og 100 pct. med MobilePay. Terminalerne er EMV- og PCI-godkendt af Visa og MasterCard og understøtter chipkort, kontaktløse kort og kort med magnetstribe.
GoAppified leverer et prisbilligt set-up, når alle ydelser regnes med, konkurrencedygtige priser på betalingsterminaler og et bedre prispunkt end øvrige udbydere på indløsningsaftalen. Det betyder en større fleksibilitet og væsentlige besparelser for de mindre og mellemstore erhvervsdrivende, der vælger at skifte til de nye betalingsterminaler med MobilePay og ikke mindst, at de allerede nu kan tage imod mobilbetaling fra 3 mio. danskere, der har valgt at downloade MobilePay til deres mobiltelefon.