Global e-handel med dagligvarer er vokset 15 pct. på to år

Den globale vækst inden for dagligvareindkøb på nettet er eksploderet. Analysebureauet Nielsen peger på klik-og-hent som løftestang for væksten

Klik-og-hent-løsninger som Bilka to go er online dagligvarehandels vækstmotor, vurderer analysehuset Nielsen. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

De seneste to år er omsætningen i handel med dagligvarer på nettet steget med 15 pct., svarende til svimlende 460 mia. kr. på verdensplan.

Det viser et estimat fra analysebureauet Nielsen, som i en ny rapport har undersøgt forbrugernes indkøbsvaner på nettet.

I Danmark har 14 pct. købt dagligvarer på nettet i 2018. Det er en stigning på 30 pct. i forhold til sidste år.

Det er ikke mindst klik-og-hent-koncepter, som er med til at bære væksten i online dagligvarehandel på globalt plan, vurderer Rasmus Sarauw-Nielsen, Retail Analytics-leder hos Nielsen.

– Her har udbuddet været begrænset, men nu ser vi udrulning af løsninger, hvor kunderne bestiller dagligvarer online og henter dem i butikken. Det er den løsning, som har løftet E-handel i Frankrig til et af de højeste niveauer i Europa. Vi forventer, at E-handel inden for dagligvarer vil have fordoblet sin andel i 2022 i forhold til 2017, siger han i en pressemeddelelse.

Frynsegoder skaffer flere e-kunder

Nielsens 2018 Connected Commerce Report viser desuden, at ekstraservices hjælper til at puffe forbrugerne over til dagligvareindkøb på nettet.

39 pct. af de adspurgte danskere  i undersøgelsen svarer, at “det for dem vil være fordrende for online køb af dagligvarer, hvis de er garanteret at få pengene tilbage, hvis de ikke får den bestilte vare leveret”.

Samtidig er gratis levering ved køb over et vist beløb eller garanti om sammedagslevering noget, der gør 31 pct. af de adspurgte “mere positive over for at købe dagligvarer online”.

– Når vi ser et par år ud i fremtiden, vil forbrugernes adfærd online blive påvirket af
innovationer inden for personalisering af alt fra anbefalinger, tilbud og sortiment baseret på algoritmer, der vil spare forbrugerne for den tid, de i dag bruger på finde den rigtige vare til den rigtige pris på nettet, vurderer Rasmus Sarauw-Nielsen.