Gemte cigaretter påvirker unges indkøb

Salget af cigaretter er faldet 5 pct. i Netto på en måned

Foto: Netto

Netto har som den første danske supermarkedskæde gemt tobakken væk i samtlige sine knap 500 butikker landet over.

Ambitionen om, at særligt unge ikke skal begynde at ryge, og at Danmark skal have en røgfri generation i 2030, danner baggrunden for Salling Groups initiativ.

I Netto gik man i gang med at gemme cigaretterne væk den 2. juli, og 10 dage senere var man i mål i samtlige butikker.

I den seneste måned har kæden fulgt udviklingen tæt for at se, hvordan tiltaget fungerer i praksis.

Læs også: Rema satte en mindre tobakslavine i gang

Har en gavnlig effekt

Og de første målinger og vurderinger efter en hel måned med gemte cigaretter tyder på, at det har en betydning.

Helt konkret er salget faldet med fem pct. oplyser kæden i en pressemeddelelse.

– Vi ser helt konkret, at vi sælger mindre, men det, som vi hæfter os mest ved, er oplevelsen fra vores kassemedarbejdere, der fortæller, at de møder færre unge, som vil købe cigaretter. Observationerne er meget entydige og kombineres det med det faldende salg, som er gældende over hele linjen, er vi overbevist om, at vi kan medvirke til at skubbe til en meget positiv udvikling, da tiltaget særligt er målrettet unge, fortæller Brian Seemann, landedirektør i Netto.

Tilbage i juni satte Salling Group trumf på kapløbet om at gemme tobakken væk ved at love, at ingen af koncernens kæder vil have synlig tobak på hylderne fra 1. oktober.

Læs også: Salling Group overhaler: Alle smøgerne under disken i oktober

Færre unge rygere i fremtiden

Ved at pakke smøgerne sammen håber Salling Group at kunne bidrage til blandt andet Kræftens Bekæmpelses målsætning om en røgfri generation i 2030, skriver adm. direktør Per Bank på LinkedIn.

Kræftens Bekæmpelsen og Hjerteforeningen har begge peget på det at gemme cigaretterne væk som et initiativ, der kan medvirke til, at færre unge begynder at ryge i fremtiden.

I Hjerteforeningen er man begejstrede over de første positive resultater:

– Det er virkelig imponerende, at Salling Group efter flere års politiske diskussioner nu er gået foran – og for egen regning skubber på den helt rigtige udvikling. Det er med til at gøre rygning unormalt blandt unge. Vi håber, at det er med til at præge hele branchen i den rigtige retning, siger direktør Anne Kaltoft.

Magasins Mad & Vin på Kgs. Nytorv var det første supermarked i Nordeuropa, der helt fjernede tobak fra hylderne. Det skete i marts i år.

Læs også: Dansk Erhverv vil kriminalisere unges køb af tobak