Gebyr for betaling med kontanter er forbudt

Kontanter er efterhånden sjældne som betalingsmiddel, men en vare må ikke blive dyrere, fordi en kunde betaler med sedler og mønter

Foto: Colourbox

Selv om det efterhånden ikke er så tit, at kunder betaler med kontanter i butikkerne, må en butik ikke vælge at lægge gebyr på, når kunden lægger sedler og mønter på disken.

Det udtaler Forbrugerombudsmanden, efter at en virksomhed bad hende om en vurdering.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil opkrævning af et gebyr for betaling med kontanter betyde, at forbrugerne reelt skal betale mere for det, de køber, og det vil være i strid med god erhvervsskik, jf. markedsføringslovens § 4.

– Flere vælger at betale med betalingskort, MobilePay eller anden elektronisk betalingsløsning, når de handler. Det ændrer dog ikke på, at man fortsat skal kunne betale med kontanter, uden at det gør købet dyrere. En forretning må godt afvise at modtage kontanter om natten. Ønsker en forretning at hindre røverier om natten, må det derfor ske ved at lade være med at tage imod kontanter og ikke ved at gøre det dyrere for forbrugerne at betale med kontanter, siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen