Fuld turbo på Normals vækst

Trods 51 butiksåbninger igennem 2016 tjener Normal flere penge på bundlinjen

Få virksomheder med en trecifret millionomsætning formår at fordoble omsætningen på et år. Men Normal-kæden er på mange områder ikke helt så normal endda.

Igennem 2016 åbnede kæden hele 51 nye butikker, så det samlede butiksnet udgjorde 76 butikker ved årets udgang. Samtidig har Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsens yderligere investering i Normal-kæden betydet, at Normal er blevet en del af Bestseller-koncernen.

De mange nye butiksåbninger over hele landet smitter i høj grad af på selskabets omsætning, der blev mere end fordoblet fra ca. 324 mio. kr. i 2015 til 665 mio. kr. i 2016.
Trods de markante udgifter, der har været forbundet med de mange nye butikker, lykkedes det ligeledes Normal at hæve resultat med små 3 mio. kr., fra 9 til cirka 12 mio. kr.

“Årets aktivitet målt på omsætningen er fordoblet i forhold til sidste år, hvilket er tilfredsstillende og lever op til forventningerne. Årets resultat er tilfredsstillende ikke mindst set i lyset af den kraftige ekspansion med deraf følgende opstartsomkostninger, afskrivninger, vækst i organisationen og investeringer i nye it-systemer”, lyder det i ledelsesberetningen.

Mere moderat vækst 
Normals ledelse forventer, at væksten også fortsætter i 2017, dog i et lidt mere moderat tempo som følge af færre butiksåbninger end i 2016.

Som en konsekvens dels af de mange nye butikker i 2016 og dels den fortsatte vækst, forventes aktiviteten i det kommende år at blive forøget med en deraf stigning i omsætning og resultat, lyder det i ledelsesberetningen.