Lasse Bolander genvalgt som Coop-formand

Efter to måneders hård valgkamp er det nu afgjort, at Lasse Bolander bliver formand for Coop Amba de næste tre år

Lasse Bolander (i midten) umiddelbart efter, valgresultatet blev offentliggjort. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det blev et sikkert genvalg til Coop-formand Lasse Bolander ved dagens formandsvalg i Coop Amba.

Mange havde på forhånd ventet et tæt valgresultat om formandsposten i Coop, men Lasse Bolander blev allerede valgt i første afstemningsrunde.

62 af 123 landsrådsmedlemmer stemte nemlig på den 49-årige Lasse Bolander, som dermed får yderligere tre år på formandsposten for Coop Amba, som han har bestridt siden 2008.

39 stemmer gik til Lars Fournais, opstillet af de selvstændige brugsforeninger, mens københavneren Mikkel Irminger Sarbo løb med 22 stemmer.

Ingen stemte således på Christian Christensen, der tidligere har været chef for lokale fødevarer i netop Coop.

Opbakning til linjen

Valgkampen har været præget af en til tider ganske hård tone, hvor især modkandidaterne Lars Fournais og Christian Christensen har kritiseret den siddende formand for ikke at have haft nok fokus på Coops kerneforretning.

– Vi har været igennem en ret lang valgkamp, og det er kun naturligt, for vi er et demokrati. De sidste måneder har vi diskuteret stort og småt i bevægelsen og hvilken vej, Coop skal. Ellers havde der jo ikke stillet andre kandidater op. Og der er det glædeligt, at den linje, jeg står for, og den siddende bestyrelse står for, den vandt i dag, siger Lasse Bolander med henvisning til Coops strategi for 2018-2020, der har været formandens valggrundlag.

Kulminationen på den hårde tone kom få dage før lørdagens afstemning, da mere end 320 brugsuddelere fra de selvstændige brugsforeninger sendte et brev til landsrådsmedlemmerne, hvori de direkte frarådede et genvalg af Bolander.

Trods kritikken rækker Lasse Bolander nu hånden ud til kritikerne i de selvstændige brugsforeninger, der repræsenterer 411 butikker og mere end en tredjedel af Coops samlede omsætning på godt 45 mia. kr.

– Nu skal vi bare tilbage til arbejdet. Fra nogle butikkers side har der været kritik af omkostningsniveauet osv., og den kritik tager jeg jo selvfølgelig alvorligt. Jeg har ikke kun hørt den, jeg har også forstået den. Som en del af vores strategi skal vi bringe vores omkostninger ned, fortæller den genvalgte formand.

 

 

DEL
Forrige artikelFormand for 1,7 mio. medlemmer
Næste artikelNår ingen forskel er for lille
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.