Forbrugere vil mindske madspild

Otte ud af ti forbrugere svarer, at de "ofte" eller "altid" sørger for at undgå madspild, viser ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer

undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer. Foto: John Ehbrecht

At undgå madspild står højt på listen som middel for bedre bæredygtighed i fødevareforbruget. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Landbrug & Fødevarer.

I undersøgelsen svarer otte ud af ti forbrugere, at de – ifølge dem selv – “ofte” eller “altid” sørger for at undgå madspild, og knap halvdelen svarer, at det er noget, de gerne vil gøre mere af.

Mette Gammicchia, der er afdelingsleder for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Undersøgelsens resultater er meget spændende. For de viser, at danskerne selv synes, at de gør rigtig meget for at mindske madspild, men vi kan jo konkludere, at der stadig er meget at gøre, for madspild er en stor udforing for bæredygtigheden globalt og i Danmark. CO2-aftrykket alene fra madspild i Danmark udgør årligt 2,2 mio. tons CO2.”

Bæredygtighed i fokus
Det er blandt andet derfor, at erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har taget initiativ til at samle alle led i fødevarebranchen til en faglig dag, Fødevaredagen, under overskriften: “Bæredygtigt forbrug”.

Ifølge den nye undersøgelse er det oftere kvinder og forbrugere over 50 år, der mener, at dét at købe efter sæson bidrager til et mere bæredygtigt forbrug; nemlig 57 pct.

48 pct. synes, at et bæredygtigt forbrug handler om at købe lokalt. Det er også oftere forbrugere over 50, der svarer, at de altid undgår madspild og bruger egne indkøbsposer, når de handler.

Undersøgelsen viser også, at 56 pct. af de adspurgte forbrugere enten “i høj grad” eller “i nogen grad” tænker over bæredygtighed, når de køber ind:

”Fødevaredagen sætter i år fokus på bæredygtighed i alle afskygninger, og den byder også på faglig networking. Håbet er selvfølgelig, at deltagerne kommer hjem med en masse nye ideer til, hvordan de kan gøre tingene bedre hos dem selv. Og samtidig får mulighed for at indlede nye samarbejder,” siger Mette Gammicchia.

DEL
Forrige artikelDansk Retursystem er med i gigantisk klimaprojekt
Næste artikelSvindel i Tesco for retten
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.