Føtex har reduceret madspild med over 40 pct.

På fire år har Føtex nedbragt kædens madspild med 42 pct. Og kampen fortsætter blandt andet via samarbejde med Wefood, fortæller kædedirektør

Madspild er for alvor kommet på dagligvareaktørernes agenda de senere år. I Salling Group har man en erklæret ambition om at følge FN’s bæredygtighedsmål og nedbringe madspildet med 50 pct. inden 2030 set i forhold til de knap 43.000 tons mad og drikkevarer, som gik til spilde i koncernen i 2014.

Sidste år reducerede Salling Group det samlede madspild med 2.401 tons, svarende til 7 pct.

Heraf stod Føtex alene for ca. halvdelen af reduktionen, viser Dansk Supermarked Groups CSR-rapport for 2017.

Det målrettede arbejde betyder, at Føtex har reduceret kædens madspild med 42 pct. på fire år.

– Vi har arbejdet målrettet på at reducere madspild sammen med leverandører, med vores vareflow og i butikkerne. Vi har sat fokus på det i hele organisationen. Det betyder, at vi er en del foran den plan, som vi lagde for at reducere vores madspild med 50 pct. inden 2030, fortæller Thor Jørgensen, kædedirektør for Føtex.

Et indsatsområde, Føtex har arbejdet med i samarbejde med leverandører, er at reducere tiden fra varerne er færdigproducerede, til de rammer Føtex, så der er flere dages holdbarhed i butikkerne.

Samtidig er butikkerne også blevet endnu bedre til at arbejde med datovarerne, så de nyankomne varer står bagerst, fortæller Thor Jørgensen.

– Det er de ting, der samlet set gør, at vi har oplevet en rigtig positiv reduktion på vores madspild 2017 versus 2016, siger Thor Jørgensen.

Win-win for begge parter

En anden måde, hvorpå Føtex og Salling Group reducerer madspildet, er via samarbejde med forskellige godgørende aktører.

F.eks. donerede Salling Group sidste år 50 tons mad til FødevareBanken, der distribuerer overskudsmaden videre ud til socialt udsatte.

Og Føtex er desuden hovedleverandør til Folkekirkens Nødhjælps kæde Wefood, der sælger overskudsmad videre til tusindvis af danskere fra tre butikker i København, på Amager og i Aarhus.

Uanset hvor gode Føtex er til at forecaste og ramme de rigtige antal varer i butikkerne, vil kæden altid ramme forkert nogle gange f.eks. på grund af vejret, erkender Thor Jørgensen.

– Her er Wefood en kanal, der kan afsætte nogle varer, vi ellers ikke selv har mulighed for. Det er en win-win for begge parter. Mange af varerne vil vi alligevel være nødt til at kassere, og Wefood har mulighed for at sælge varerne til en god pris til deres kunder og dermed gøre noget godt for folk andre steder i verden. Det var derfor, vi gik med i initiativet, siger Thor Jørgensen.

Salling Group har indtil videre reduceret virksomhedens madspild fra 42.826 tons i 2014 til 30.963 tons i 2017.

Mens Føtex er den af koncernens tre kæder, der har nedbragt den største mængde kasseret mad siden 2014, nemlig 6.399 tons, har Bilka præsteret den procentvise største reduktion på 48 pct.

Derimod har Salling Groups allerstørste kæde Netto “kun” formået at nedbringe madspildet med 1.823 tons siden 2014, viser virksomhedens seneste CSR-rapport.