FødevareDanmark: Regler stopper elevtilgang til slagterfaget

Slagter oplever arbejdsmiljøregler, som de kalder hysteriske og må fyre unge, der måske gerne ville i lære

Modelfoto: Colourbox

Slagterelever er en mangelvare, og slagtermester satser på, at de ungarbejdere ved at opleve arbejdet i en slagterbutik eller slagterafdeling får lyst til at komme i lære.

Men nogle af dem oplever, at arbejdsmiljøreglerne ødelægger muligheden for at have ungarbejdere.

For nylig fik Slagter Bo i Silkeborg besøg af en repræsentant fra Arbejdstilsynet, som på stedet udstedte et strakspåbud mod at have fire unge på 16 år ansat i eftermiddagsjob. Årsagen var, at de unge arbejdede i nærheden af maskiner, som ifølge Arbejdstilsynet udgjorde en sikkerhedsrisiko. Dette til trods for, at maskinerne altid er slukkede om eftermiddagen. Det fortæller FødevareDanmark i en pressemeddelelse.

– Jeg føler mig fuldstændig magtesløs og dømt uden rettergang, siger Bo Berthelsen, indehaver af Slagter Bo i Silkeborg.

Han måtte efterfølgende ringe til de fire unge og meddele, at de desværre ikke længere kan arbejde i hans butik, som han har drevet i 36 år.

Silkeborg-slagteren finder det grotesk, at han har måttet vinke farvel til fire unge, der muligvis kunne være kommende elever i hans butik, når regeringen samtidig taler om at styrke erhvervsuddannelserne.

Og dén undren er han ikke ene om. I Gilleleje er Henrik Schmelling, indehaver af Slagter Schmelling, netop nu ved at sige farvel til tre unge opvaskere af frygt for bøder eller påbud fra Arbejdstilsynet.

– Hvis man gerne vil, at unge skal få smag for et erhvervsfag som eksempelvis slagterfaget, så duer det simpelthen ikke, at reglerne er så hysteriske, som tilfældet er i dag. Jeg tør ikke længere have unge ansat, siger Henrik Schmelling.

Coop har netop meldt ud, at man i koncernens butikker ikke tør ansætte unge på grund af arbejdsmiljøloven, som ifølge Coop er er svær at tolke.

Læs også: Coop: Vi har brug for de helt unge i butikkerne

Hos Danske Slagtermestre og FødevareDanmark, der er erhvervsorganisation for omkring 700 af landets små og mellemstore fødevareproducenter, ser man med stor alvor på situationen.

– Den rigide håndhævelse af arbejdsmiljøreglerne, som vi var været vidner til på det seneste, er fuldstændig undergravende for den fødekæde af nye elever, som eksempelvis slagterbutikkerne er afhængig af, siger Steen Møhring Madsen, juridisk chef, FødevareDanmark, der nu har bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om at gå ind i sagen.

DEL
Forrige artikel7-Eleven kårer årets leverandører
Næste artikelMillioninvestering giver gratis wifi i alle Coops butikker
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.