FDIH: Gør som i Sverige

Danmark bør som i Sverige handle mod prisdumpet e-handel fra Kina, mener Niels Ralund, adm. direktør i FDIH

Den kinesiske netportal Wish's logo.

Niels Ralund, adm. direktør for FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel, ser gerne, at Danmark går samme vej som Sverige, når det kommer til at handle mod prisdumpet e-handel fra Kina.

– Desværre deler hverken vores skatteminister, Karsten Lauritzen (V), eller vores erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), denne opfattelse. Danmark har i øjeblikket en afgiftsgrænse på 80 danske kroner for momspligt på e-handelsleverancer fra lande uden for EU. Vi vil som et første skridt sætte grænsen for moms ved nul kroner, siger han.

Flere møder med danske regeringsrepræsentanter har dog ikke haft nogen virkning.

– De vil vente, til det bliver en fælles regulering i hele EU. Selv om vi ikke har samme problem som i Sverige, tror jeg ikke, vi skulle vente til 2021, men så hurtigt som muligt skabe ensartede regler for detailhandelen, siger FDIH’s direktør.

I det lange løb mener Niels Ralund, at al administrativ håndtering af handel skal løses, i takt med at al større handel bliver global.

– Vi er bagud, og vi mangler reguleringsværktøjer og systemer til at håndtere dagens og fremtidens handel. Mit forslag er at nedsætte en bred arbejdsgruppe til at belyse problemet og præsentere en samlet tilgang til, hvordan man løser de problemer, der er forbundet med moderne global handel, siger Niels Ralund.