Får flødekrigen nogen vinder i år?

Leder af Jesper Veber Knudsen, ansvarshavende redaktør

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Julen er over os. I den grad. I dagligvarebutikkerne er der forhåbentlig fuld gang i salget af madvarer, der hører højtiden til. Grødris er nok en af dem. Sild og rødkål nogle andre. Og så er der ænder, flæskestege, snaps og julebryg. I kan selv fortsætte opremsningen.

Men piskefløden er måske en af de mest tydelige jule-markører - og en af dem, vi ved mest om, fordi mejerigiganten Arla Foods fortæller særskilt om den hvert år. I december køber danskerne nemlig 50 pct. mere fløde end i årets øvrige 11 måneder.

Over 6,5 mio. halvliters kartoner med fløde til lidt færre danskere. Det giver lidt over en halv liter til hver. Uden at jeg har helt styr på detaljerne, vil jeg tro, at resten af året er en kvart liter er den mest solgte udgave.

Men i julen skal der blandt andet laves risalamande - og den lige så fede som traditionsrige dessert trækker masser af fløde. Hos Arlas Karolines Køkken topper den listen over opskrift-søgninger i december med et pænt stykke over 200.000.

For at gøre en længere historie kort: Piskefløde spiller en nøglerolle i den del af julehandelen, der handler om maden. Derfor får prisen på en halv liter piskefløde også en ganske særlig betydning, når der skal trækkes kunder i butikken op mod jul. I den første uge af december kostede en halv liter 15,00 kr. i Føtex og Rema 1000 som de to billigste ifølge Tilbudsugen.dk. Remas tilbud var endda økologisk.

Men lur mig, om der ikke også i år kommer nogle skarpere piskefløde-priser på banen i kædernes tilbudsaviser, efterhånden som juleaften nærmer sig.

Julehandelen afgør for det store flertals vedkommende, om 2017 bliver et regnskabsmæssigt godt år eller ej. Marginalerne er små, og væksten i den traditionelle dagligvarehandel minimal.

Kan man overhovedet undgå at sænke prisen på piskefl øde, hvis man så risikerer, at kunderne køber den et andet sted - sammen med resten af juleindkøbene?

For tre år siden var en fastholdelse af flødepriserne julen igennem faktisk en vigtig del af opskriften, da Coops varehuskæde Kvickly hentede sit første overskud nogensinde. Kædens daværende direktør Søren Steffensen, der nu står i spidsen for Irma, talte meget om at turde tro så meget på sit eget koncept og fastholde avancen - i stedet for at gå med i diverse priskrige på bl.a. piskefløden.

Det er et åbent spørgsmål, om den taktik også kan bruges i år, hvor Kvickly har været hårdt trængt på salget - og hensigten kan hellige midlerne i den evige kamp om kunderne, når regnskabsåret går ind i slutspurten.

Man kan måske også forsøge sig med en slags undvigemanøvrer. Tirsdag 5. december var dagens "julekup"-tilbud til Coops medlemmer i alle kæderne et bæger færdiglavet Karoline Risalamande til 8,00 kr. - hvor ikke-medlemmer skulle give 20,95 kr.

Det kan måske tage toppen af piskeflødesalget…

Men grundlæggende ser markedets indgroede mekanismer ikke ud til at være til at flytte på, om opsvinget er kommet nok så meget i omdrejninger.

Så var det nok også lykkedes at droppe den trykte tilbudsavis. Et skarpt tilbud flytter stadig så mange kunder, at det kan afgøre, hvem der trækker sig ud af den daglige kamp som vindere. Også selv om de sætter til på piskefløden.

DEL
Forrige artikelTæt konkurrence mellem burgerkæder
Næste artikelCentre skaber vækst med flere restauranter
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.