En prøvet branche lander en ny struktur

Leder af ansvarshavende redaktør Jesper Veber Knudsen

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Jeg har været tankpasser.

Længe før pølsehornenes indtog på tankstationerne blev det mit job nummer to - efter avisomdeling. Det var den gang den billigste lavoktan-benzin kostede 2,19 kr. - og tankpasning skulle forstås helt bogstaveligt.

Jeg har fyldt mange benzintanke - og kunne ramme benzin for en 50'er lige i skabet. Først i min anden sæson i jobbet overtog bilisterne selv tankningen.

Det var også dengang, det var en større del af opgaven at sælge tændrør, platiner, kile-remme og andre stumper, som krævede et vist kendskab til mekanik.

Jeg kunne også tjekke, om bilen trængte til mere kølervæske - og til nød håndtere en lapning. Men jeg nåede bestemt også at sælge store mængder af slik, chips og øl. Og selv om der er lukket mange stationer gennem årene, findes min endnu i den lille by på Midtsjælland, hvor jeg boede dengang.

Nu hedder den bare ikke længere hverken Esso eller Statoil, som den skiftede navn til efter min tid. Nu er der igen et globalt brand på pylonerne, når der er blevet en del af markedsleder Circle Ks store netværk.

På den måde spejler den meget godt, hvordan skiftende kæder har domineret byland-skabet langs vejene - med forskellige former for ejerskaber.

Mine egne arbejdsgivere den gang havde status som selvstændige. Det arbejder canadisk ejede Circle K sig nu helt væk fra.

Den nye ejer af Shell i Danmark, DCC, går den modsatte vej og profilerer kæden som hjemstedet for de selvstændige forhandlere og forpagtere, der snart ikke har så forfærde-ligt mange andre steder at gå hen.

Efter canadiske Couche-Tards indtog i Europa, hvor man først købte Statoil og siden Shell i Danmark, er der blevet byttet stationer herhjemme til den helt store guldmedalje. I dag er kabalen om en ny kædestruktur blandt stationerne tilsyneladende så småt ved at falde på plads - selv om der altid vil ske forskydninger.

Når min gamle arbejdsplads stadig findes den dag i dag, må det også betyde, at den ligger godt. I hvert fald godt nok. Ved starten af min karriere som tankpasser var der 5000 stationer. Nu er der cirka 2000, og langt den største del er nu "bare" automatanlæg.

I branchen tror man, at udskilningsløbet vil fortsætte, fordi de sidste efterdønninger af, at lukkeloven blev afskaffet i 2012, endnu ikke er slået igennem. Discountbutikker med lange åbningstider er for svære at konkurrere med.

Rundt omkring i landet lever pølsehornene stadig i bedste velgående mange steder. Men ellers har det kulinariske niveau, kreativiteten og sundhedsværdien af mange service-stationers udbud af convenience-madvarer fået et markant løft.

Med tiden kan det måske få overbevist flere danskere om, at tanken er et godt sted at købe maden på farten. Der lever nok stadig mange fordomme om, hvad der er på menu-kortet.

Pølsehorns-segmentet bliver næppe større med tiden, mens det ser ud til, at en foregangskæde som 7-Eleven i hvert fald i storbyerne har stor succes med sit skifte over mod at appellere til et publikum, der er til spelt, palæomad og den slags.

Kommer man længere ud på landet, skal sådan et sortiment dog nok justeres en kende…

I min tid som tankpasser havde man godt med olie på hænderne. Den går slet ikke i dag, hvor det gælder om at kunne håndtere et appetitligt convenience-sortiment. Nu er tanken i den grad en arbejdsplads for dem med rene hænder og negle.

DEL
Forrige artikelOnlinehandel gavner de fysiske butikker
Næste artikelFlere ubemandede servicestationer
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.