Ekspert: Coop er nødt til at følge trop i priskrig

Foto: Jesper Veber Knudsen

Coop har netop indledt en ny kampagne, der betyder, at flere end 1000 varer i de største butikker vil være mærket “fast lav pris”. Blandt andet vil hundredvis af priser blive sat ned de kommende måneder.

Coop sænker priser på tværs af kæder

Coop har ellers tidligere haft fokus på god mad og kvalitet. Men ifølge detailhandelsekspert Flemming Birch har dagligvarekoncernen ikke andre muligheder.

– I det seneste pristjek i Søndagsavisen boner Coop ud på de her basisvarer, hvor Føtex til gengæld er placeret som to eller tre og Meny også tager et gevaldigt ryk opad. Så Coop er presset ud i at følge efter. Man kan ikke argumentere overfor sine kunder, at man er dyrest, så der skal Coop flytte sig på prisen, siger Flemming Birch, partner i konsulenthuset Birch & Birch.

Senest har Føtex sænket priserne på mere end 2.000 basisvarer og netop kørt en stor annoncekampagne, hvor kæden slår på, at Føtex er billigere end de nærmeste konkurrenter Meny, Kvickly og SuperBrugsen på 14 udvalgte dagligvarer. Sidste år valgte Meny ligeledes at sænke priserne på 500 dagligvarer, så de matcher priserne i discountkæderne Rema 1000 og Netto.

Coop selv begrunder prisnedsættelsen med kundeønsker, og koncerndirektør Jens Visholm siger, at de faste lave priser erstatter de mange kampagnetilbud, der hele tiden justerer priserne op og ned.

– Det, gør vi, fordi vores undersøgelse viser, at mere end halvdelen af vores kunder gerne vil være de mange tilbud foruden, og i stedet foretrækker at handle dagligvarer, uden at skulle bekymre sig om, hvornår f.eks. bleerne kommer på tilbud. Så vi gør dagligvareindkøbet lettere for vores kunder. Dernæst påvirker de mange kampagnetilbud omkostningerne i hele vores forsyningskæde fra leverandør til butik, hvor vi med faste lave priser kan fjerne en del af det omkostningstryk og give det videre til kunderne, siger Jens Visholm.

Coops prisfald er uigennemsigtigt