Egne varer er langt billigere end mærkevarerne

Prisen på kædernes egne mærker er under 50 pct., af, hvad mærkevarerne koster, viser pristjek foretaget af Søndagsavisen

Kunderne i Føtex kan spare 56 pct., hvis de køber kædens egne mærker fremfor mærkevarerne, viser pristjek. Arkivfoto: Jesper Rais

Det er ikke overraskende væsentligt billigere at købe kædernes egne mærker i stedet for mærkevareproducenternes varer.

Et pristjek foretaget af Søndagsavisen i de tre kæder Meny, Kvickly og Føtex viser, at der er en besparelse på mere end 50 pct., hvis forbrugeren handler kædens billigste discountvare fremfor mærkevaren.

Besparelse på 56 pct. i Føtex

Hos Kvickly koster kurven på de 34 mærkevarer 817,17 kr., mens priserne for den tilsvarende mængde private labels i mærkerne X-tra og Coop koster 384,86 kr. Det giver en besparelse på 52,9 pct.

I Meny er besparelsen på 54,45 pct. Her koster de 34 udvalgte mærkevarer 835,55 kr., mens prisen på produkterne i Dagrofas eget mærke First Price er 380,62 kr.

Føtex har foretaget en prisreduktion på mere end 2.000 varer i slutningen af 2017 og starten af 2018. Her er prisen for mærkevarerne 802,66 kr. og prisen for de 34 private labels i mærkerne Budget og Vores 353,57 kr. Det svarer til en besparelse på 55,95 pct.

Lige så god

Ifølge sortimentschef i Føtex, Tore Nederland, er kædens egne mærker ofte mindst lige så gode som mærkevarerne.

“De største årsager er, at der med vores egne varer ikke er samme fordyrende led, som der er med mærkevarer. Der skal ikke både genereres overskud til os og mærkevareproducenten. Så betaler mærkevarerne en del penge for branding og markedsføring, som de skal tjene hjem. Og så køber vi vores egne mærker i rigtig store mængder. Det gør varerne billigere for os og for kunden”, siger Tore Nederland til Søndagsavisen som forklaring på den store prisforskel.

Pristjekket er foretaget 12. april i år.