E-mærket anmelder over 3.000 webshops til Bagmandspolitiet

E-mærket har udleveret en liste til Bagmandspolitiet med over 3.000 danske domæner, der snyder og bedrager på nettet

Logo: E-mærket

E-mærket kan i dag overrække en lang liste til Bagmandspolitiet med over 3.000 navne på fupbutikker, der bruger danske domæner til hvert år at snyde over 100.000 danskere på nettet.

I sommer valgte Det Kriminalpræventive Råd at støtte e-mærket i udviklingen af en crawler. En maskine, der har tillært sig en lang række søgekriterier, og som med et fintmasket net gennemsøger internettet for de kriminelle butikker.

Ifølge Anders Young Rasmussen, forebyggelseskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, er projektet støttet, da det er en let, billig og effektiv metode til at identificere fupbutikker på nettet.

- Og så er crawleren et vigtigt redskab til at reducere problemet med falske webshops, fordi den kan indsamle data som både kan anvendes som grundlag til at få lukket fup-hjemmesider, men også til at få udviklet andre værktøjer, som kan hjælpe forbrugerne med selv at finde frem til de falske webshops, fortæller Anders Young Rasmussen.

Materiale af høj kvalitet
Den omfattende liste og dertilhørende screenshots af fupbutikkerne bliver som nævnt overleveret til Bagmandspolitiet. Mere nøjagtigt til specialkonsulent Henrik Vestergaard, der står for nedtagningen og beslaglæggelsen af de mange danske domæner, og som er mere end tilfreds med at få listen i sine hænder.

- Materialet, vi har fået overleveret, viser tydeligt, hvor vigtigt det er med en indsats på dette område, og hvor vigtigt et værktøj det kan være for at stoppe den her enorme snyd, der er med danske domæner i dag. Derfor er vi også rigtig godt tilfredse med at få materiale af denne kvalitet i vores hænder, da vi nu med meget stor sikkerhed kan få beslaglagt over 3.000 falske webshops, fortæller Henrik Vestergaard.

Vil man gerne se og høre mere om emnet, kan det ses på DR1 kl. 21.00, hvor forbrugerprogrammet Kontant har snakket med e-mærkets kommunikationschef, Toke Mølgaard, om den lange liste med fupbutikker.