DSK ønsker politisk fokus på butikstyverier

Udrejsekontrol ved grænsen skal stoppe organiserede butikstyve, siger DSK på en krimikonference

Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Selv om antallet af anmeldte butikstyverier har ligget stabilt i flere år, mener De Samvirkende Købmænd, DSK, at problemet er stigende for dagligvarebutikkerne – og at området kræver øget politisk bevågenhed.

Det er et af budskaberne på en konference om sikkerhed i butikkerne, som DSK holder på Christiansborg torsdag den 2. februar med deltagelse af blandt andre justitsminister Søren Pape (C).

– Ingen kender det reelle tal på butikstyverier, da ikke alt bliver anmeldt. Men vi ved, at butikstyverierne bliver grovere og mere organiserede. En del sker med henblik på videresalg, siger underdirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.

Ifølge Rigspolitiets Strategisk Analyse 2016 er antallet af sigtelser mod udlændinge uden fast tilknytning til Danmark stigende. Det er eksempelvis personer fra Polen, Litauen og ikke mindst Rumænien, der bliver taget for blandt andet butikstyveri, og ifølge analysen er der ofte tale om ”omrejsende kriminelle grupper”.

Det er den type kriminelle, DSK vil have stoppet ved grænsen med stikprøvekontroller ved udrejse.

Højere bøder

Ifølge DSK rammer flere end halvdelen af de butikstyverier, der er anmeldt, dagligvare-butikker, og tallene dækker langt fra over alle tyverier. En undersøgelse, som DSK har foretaget blandt sine medlemmer, viser, at fire ud af ti butikker ikke anmelder et butikstyveri.

– I en travl hverdag beslutter man måske, at man selv klarer sagen, i stedet for at bruge tid på at udfylde en anmeldelsesblanket, der ikke får den store effekt. Vi ønsker også, at bøderne for butikstyveri bliver sat op i respekt for den private ejendomsret. I dag kan man risikere at skulle betale 750 kroner for at have kludret med sit rejsekort, mens det kun koster en bøde på 500 kroner, hvis man helt bevidst forlader en butik med varer uden at betale, siger underdirektøren og tilføjer, at DSK ønsker et mere borgernært politi.

– Vi foreslår, at de kommende politi-kadetter også kan tage sig eksempelvis butikstyverier, så vi igen kan få acceptable ventetider, når en butiksejer har brug for politiet efter et butikstyveri, lyder det fra Bøgelund.

I dag bliver en stor del af butikstyverierne anmeldt på en digital blanket, men hvis tyven ikke vil ud med sit cpr. nummer, eller er han truende, tilkaldes politiet.

Overvågningsbilleder kan forebygge

Butikkerne skal have lov til at bruge billeder fra overvågningen – også i forbindelse med et butiks- eller tricktyveri, mener DSK.

Billederne må i dag kun benyttes af politiet, og det sker kun ved røverier. – Effekten af at benytte billederne er ikke til at overse, og udover at man med hjælp fra billederne kan fange kriminelle, vil det også kunne have en forebyggende effekt. Dels ved at man i andre butikker kan se billederne og være opmærksom på visse personer, dels er det nok mindre fristende at stjæle i en butik, hvis man ved, at billederne bliver offentliggjort. Men det er klart, at der skal tages hensyn til retssikkerheden for en endnu ikke dømt person, siger Claus Bøgelund Nielsen.

DEL
Forrige artikelNaturli’ Foods lancerer nyt smørprodukt uden animalsk fedt
Næste artikel20 Circle K-forpagtere er sagt op
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.