Discountkæde vil være mere lokal

Coops discountkæde Fakta vil differentiere sortimentet. En lille gruppe butikschefer har fået øgede frihedsgrader

Foto: Helle-Karin Helstrand

Det går meget bedre i Fakta, lyder det fra kædens direktør Stina Glavind, og nu skal Coops discountkæde styrkes yderligere med en øget arbejdsglæde blandt butikscheferne og en større lokal forankring.

– Kampen om de dygtigste butikschefer er hård. Vi vil være den mest attraktive arbejdsplads, og det skal vi blandt andet blive ved at give vores butikschefer større handlefrihed, siger Stina Glavind.

Kæden tester i øjeblikket et ”frihedsgradsprojekt”, der indebærer, at 11 butikschefer har fået mulighed for at sætte prisen ned på en række varer, hvis konkurrencen i området tilsiger det. Derudover kan de lancere egne tilbud og i øvrigt vælge varer ud fra hele Coops sortiment. De kan også vælge at sponsorere en lokal aktivitet.

– Vi er stadig en stramt styret kæde, men det giver mening på flere måder at lade butikscheferne bestemme mere selv. Det kræver dog, at basis er i orden i den enkelte butik. Butikscheferne skal score højt på både drift og ledelse, siger Stina Glavind.

Fakta indledte test af ”frihedsgradsprojekt” i foråret, og det skal testes året ud, inden det muligvis rulles ud til fl ere butikker.

– Det er først rigtigt kommet i gang efter sommerferien, så det er for tidligt at sige noget om det endnu. Men det tegner godt, siger kædedirektøren.

To butikker – en chef

Derudover har kæden planer om fra centralt hold at differentiere sortimentet i kædens 405 butikker.

– Vi kan via vores it-systemer både vurdere demografi en i et område og se, hvad der sælger. Det giver basis for at have forskellige varer i butikkerne, siger Stina Glavind.

Et andet forsøg indebærer dobbelt lederskab. Seks butikschefer afprøver lige nu at være butikschefer i to butikker hver.

– Det handler ikke om at spare på lønudgifterne. Men når vi har en dygtig butikschef, hvorfor så ikke lade ham eller hende lede to butikker. Det giver samtidig mulighed for en vis fleksibilitet i medarbejderstaben. Hvis der er sygdom i en butik, kan nogle medarbejdere arbejde i butikschefens anden butik, siger kædedirektøren.

Hun mener, at opgaven med at lede to butikker samtidig kan give butikschefen nye udfordringer og dermed øge arbejdsglæden.

– Er butikschefen glad for sit arbejde, smitter det af på medarbejderne, siger Stina Glavind.

DEL
Forrige artikelNespresso åbner nyt butikskoncept
Næste artikelCoops smertensbarn fortsætter fremgang
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.