Det kommer ikke som nogen overraskelse, at udlejningen af sommerhuse er påvirket af, at grænsen mellem Danmark og Tyskland er lukket på grund af coronakrisen.

Men nu er Danmarks Statistik (DST) klar med de første tal for afbestillinger, der dækker frem til 31. marts.

Inden den dansk-tyske grænse blev lukket midt i marts viste feriehusudlejningen en fremgang i bookinger for 2020 på gennemsnitligt 8 pct. om måneden. Ved udgangen af marts, ville der dermed under normale omstændigheder have være booket 427.000 husuger for resten af året, skriver DST.

Det holder dog langt fra stik. De nyeste indberetninger fra feriehusudlejerne viser, at der ved udgangen af marts nu kun var booket 373.000 husuger. Der er dermed afbestillinger og manglende bookinger svarende til 54.000 husuger eller 1,6 mio. overnatninger. Tallene er et øjebliksbillede pr. 31. marts og indeholder derfor ikke afbestillinger eller bookinger foretaget i april.

Ifølge statistikken er tabet af bookinger størst i april, hvor der samlet er mistet 28.000 husuger. Udenlandske bookinger falder med 30.000 husuger, hvoraf tyskerne stod for 28.000. Danske bookinger er dog steget med 2.000 husuger i april.