Danwatch afslører dødsfald bag dåsetomater

Migranter arbejder under “slavelignende forhold” i Italien. Tomaterne er i danske supermarkeder

Illustration: Colourbox

Danske supermarkeder sælger dåsetomater fra Syditalien, hvor migranter arbejder under det, de italienske fagforbund i sagsakterne til en retssag kalder “slavelignende forhold”.

Det fortæller det uafhængige medie og researchcenter Danwatch på baggrund af en ny undersøgelse.

I retssagen står en stor tomat-producent nu anklaget for manddrab for at nægte lægehjælp til tomatplukker, der fik hjertestop.

Ifølge konklusionen på retssagens forundersøgelse var arbejderne “frataget alle formelle arbejdsrettigheder”. “Det var ikke noget system for lægetilsyn eller førstehjælpsudstyr. Arbejderne havde heller ikke tilgang til vand på arbejdsstedet eller i umiddelbar nærhed”.

Danske tomater kommer fra problematiske områder

Ifølge Danwatch spiste danskerne i 2016 31.000 tons dåsetomater. Flere end to ud af tre af dem kommer fra Italien.

De italienske dåsetomater kommer fra en større italiensk producent, der har stået for konservering og forarbejdning af tomaterne. Tomaterne er som oftest opkøbt fra organisationer af landbrugsproducenter, der igen får dem leveret gennem kooperativer af landbrug. Bliver tomaterne høstet manuelt, står sæsonarbejdere for plukningen.

Landmanden får ofte arbejdskraften gennem en underleverandør, der blot skal skaffe billig og fleksibel arbejdskraft. Og arbejdskraften er ofte illegal.

De dårlige arbejdsforhold er hovedsagelig et problem i syditalienske regioner som Puglia, Campania og Basilicata. Det er også herfra de danske dagligvarekoncerner får de fleste dåsetomater fra.

En dåse tomater fra italienske Mutti koster 11,50 i Coops butikker, og dåsetomater fra Conserve Italia koster cirka det samme, knap 11 kr, i Dansk Supermarked og Dagrofas butikker. De kontraktløse plukkere får 20 kr. i timen og arbejder 12 timer om dagen – hver dag. Både Mutti og Conserve Italia har købt tomater i det landbrug, hvor den afdøde tomatplukker arbejdede.

Spørgsmål til dagligvarehandlen

Danwatch har stillet dagligvarekoncernerne en række spørgsmål vedrørende deres kendskab til tomatplukkerne forhold, som organisationen afslørede allerede for nogle år siden.

Kategoridirektør Hans Holmstedt, Dagrofa skriver: at “vore leverandører naturligvis skal overholde EU-lovgivning, menneskerettigheder, forbud mod anvendelse af børnearbejde m.m”. “Vi har derfor bedt vores leverandør om en redegørelse omkring situationen, og har ikke yderligere kommentarer, før denne redegørelse foreligger.”

Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen siger, at man kender Mutti “som en seriøs og ansvarlig leverandør”. “Mutti har længe haft fokus på at bekæmpe de problemstillinger, der kan være i det italienske landbrug. De besøger jævnligt deres leverandører for at sikre, at alt går rigtigt til. Derfor er sagen hos en underleverandør til Mutti også helt ny viden for os. Vi har selvfølgelig været i kontakt med Mutti og er forsikret om, at Mutti følger op på denne sag.”

Hos Dansk Supermarked skriver kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen, at koncernens dåsetomater primært høstes maskinelt, og at man nu vil indskærpe, at tomathøsten skal være 100 procent maskinel. “Vi tager naturligvis afstand fra enhver hændelse af den karakter, som beskrives i sagen. Det samme har vores leverandører gjort, da hændelsen kom til deres kendskab, og begge har øjeblikkeligt ophævet samarbejdet med den pågældende producent.”

 

Rapporten fra Danwatch

 

DEL
Forrige artikelForbrugere foretrækker Rema 1000
Næste artikelKæmpe øko-potentiale for danske virksomheder i Tyskland
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.