Danskernes nethandel stiger eksplosivt

Den danske nethandel vil vokse med 19 pct. i år i forhold til 2016, viser den årlige opgørelse Dansk E-handel

Foto: Colourbox

83,8 mia. kr. Så meget vil danskerne nethandle for i år.

Det er en vækst på 19 pct. i forhold til 2016 og dermed fortsætter e-handlen med at vokse eksplosivt herhjemme, viser rapporten Dansk E-handel udarbejdet af Dibs Payment Services.

Med den forventede vækst på 13,4 mia. kr. i år er der tale om en fordobling af e-handelsomsætningen på blot fem år.

"Det her er ikke bare evolution; det er en revolution. Jeg tror, det er de færreste, der i 2012 kunne forestille sig, at dansk e-handel ville fortsætte med tocifrede vækstrater og blive dobbelt så stor i 2017", udtaler Henriette Høyer, salgschef ved Dibs Payment Services, der er en del af Nets.

I følge rapporten er der særligt en faktor, der har afgørende betydning for e-handelsvæksten.

Andelen af danskere, der har handlet fra mobile enheder runder 51 pct. - en stigning på hele 32 procentpoint siden 2012.

"At over halvdelen af os nu inden for de sidste tre måneder har handlet via enten tablet eller mobil skal tages alvorligt af dansk e-handel. Hvis ikke du har optimeret din webshop og dine betalingsløsninger til mobile platforme, så har du næsten tabt ræset på forhånd. Jeg kan ikke understrege vigtigheden af det nok", lyder det fra Henriette Høyer, der peger på, at det i høj grad er børnefamilier og mænd i 40'erne, der er mobile storforbrugere.

Det er særligt rejser, tøj og ting til boligen, som danskerne køber over nettet.