Dansk Erhverv: Billeder af butikstyve skal kunne deles mellem butikker

Dansk Erhverv ønsker mulighed for, at butikker indbyrdes kan dele billeder af gerningsmænd

Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

På baggrund af de stigende sager om organiserede tyverier i detailhandlen, mener Dansk Erhverv, at butikkerne skal have mulighed for at dele billeder af gerningsmænd butikkerne imellem.

Derved kan butikkerne også bedre forebygge tyverierne, lyder argumentet fra erhvervsorganisationen.

Videomateriale har netop været helt afgørende i opklaringen af to store sag om tyverier begået imod butikker over hele landet, og som har ført til domsfældelse ved Retten i Aarhus tidligere på sommeren.

I alt er 56 forhold om tricktyverier begået imod butikker blevet opklaret som følge af materiale fra videoovervågning.

Tyverierne var omfattende og organiseret og foregik ved, at tyvene arbejdede sammen i grupper. Typisk gik de ind i de udpegede butikker om aftenen, hvor en af tyvene distraherede butikspersonalet, mens de andre blandt stjal cigaretter og spiritus i store mængder.

Effektivt redskab
– Vi har endnu engang set, hvor effektiv videoovervågning er til at opklare og forebygge butikstyverier. I de to konkrete sager har de ansatte i butikkerne ikke set tyverierne ske, men ville nok have kunnet genkende tyvene. Der bør derfor åbnes op for, at butikker kan dele billeder af butikstyve imellem sig, siger chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv er i øjeblikket i dialog med Justitsministeriet om en ændring af lovgivningen, så det fremover bliver muligt at dele billeder af gerningsmænd butikkerne imellem.

– Vi ønsker ikke en offentlig gabestok, hvor man kan hænge butikstyve ud. Vi ønsker et lukket og kontrolleret system, hvor kun relevante informationer kan deles med relevante personer, understreger Henrik Lundgaard Sedenmark.