Dankort-forbruget vokser

I sidste måned steg forbruget med Dankort med 3,7 pct. i forhold til august 2016

Foto: Nets

Den danske økonomi er forlængst kommet ud af krisen. Beskæftigelsen og boligpriserne stiger, og optimismen har tilsyneladende også fået danskerne til at bruge flere penge.

En væsentlig indikator på danskernes forbrugerbarometer er Dankort-forbruget.

Og her viser nye tal fra Nets, at danskerne i alt shoppede for 30,3 mia. kr. med deres Dankort i august.

Der er således tale om en fremgang i Dankort-forbruget på 3,7 pct. i forhold til august 2016, hvor det samlede forbrug med Dankort lød på 29,3 mia. kr.

I alt blev der gennemført 106,7 mio. antal betalinger med Dankort i august, hvilket er en vækst på 4,4 pct. i forhold til samme måned sidste år.

I talllene for forbrug og antal betalinger er ikke medregnet pengeoverførsler over mobil. Disse overførsler udgør ifølge Nets 5-6 pct. af det totale antal betalinger med Dankort.

Lav forbrugsvækst
Hos Dansk Erhverv noterer man sig, at omsætningen på Dankort stort set har været uændret igennem de seneste seks måneder.

Så selv om Dankort-omsætningen steg med ca. 1 pct. i august i forhold til juli, stiger det private forbrug ikke meget herhjemme.

Ifølge Dansk Erhverv kan en mulig forklaring på den svage vækst i det private forbrug hen over sommeren hænge sammen med det dårlige sommervejr.

Men der kan være lysere tider forude for det private forbrug, mener erhvervsorganisationen.

- Vores vurdering er, at forbruget kommer mere op i gear i 2. halvår. Boligpriserne stiger fortsat, renterne er lave, beskæftigelsen stiger kraftigt og reallønsvæksten er høj. Forudsætningerne for fremgang i det private forbrug er usædvanligt gode, lyder det i en kommentar fra cheføkonom Steen Bocian.

DEL
Forrige artikelCoops bank er i bedring
Næste artikelIkea Danmarks direktør rykker til Tyskland
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.